Stenhuset-piger til tops i KBUs ungdomsstævne
- Detaljer
- Oprettet: 25. januar 2012
- Skrevet af Per Høberg
Sæsonens næstesidste ungdomsstævne, KBUs ungdomsstævne, blev traditionen tro afviklet den tredje weekend i januar, og World Cup Hallen i Rødovre lagde baner til stævnet. En del Stenhuset-spillere havde taget turen til hovedstaden for at deltage i stævnet, og det blev faktisk en stor sportslig succes.
Lad os begynde hos puslingene. Her spillede Mika Guldbæk en rigtig god indledende runde, idet hun scorede 1076 på 6 serier (hun lagde fra land med en serie på 202). Det rakte til en foreløbig 2. plads i pigernes puslingerække, samt finaleadgang. Til finalen kvalificerede sig de 6 højst scorende puslinge piger, og så skulle der spilles "knock out". De seks piger startede med at spille én serie, hvorefter den laveste score udgik. Således skulle der spilles seks serier. Mika slap sikkert over de første to trin med serier på 212 og 163. Atter i tredje serie var hun bedst med en serie på 176. Nu var der kun tre spillere tilbage, men det gav ikke Mika nerver på. Med en serie på 184 var hun atter bedst på fjerde step, og så fulgte den endelige finale mod Kamille Jørgensen fra NIF (Nordlangeland). Denne serie blev meget spændende, men Mika vandt 168-164, og dermed kom hun øverst på skamlen ved KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke.
I pigerækken hos juniorerne viste Rikke N. Johansen, at hun er ved at være tilbage i tidligere tiders storform. 1312 i indledende runde var et suverænt resultat, som bragte hende på førstepladsen efter indledende runde. I finalen (hvor der deltog 8 spillere) slap Rikke sikkert videre var de første to trin (med serier på 192 og 205). På tredje trin var det lige ved at gå galt med en serie på 155, men heldigvis var der én spiller, der med 129 var dårligere. På fjerde trin blev der scoret enormt høje resultater, og med 226 kom Rikke sikkert videre. Ni var der kun Charmaine Wrisberg og Kira Hansen (begge SISU) tilbage i finalen - to af Danmarks absolut bedste pigebowlere. På næstsidste trin var Charmaine suveræn med 235, mens Rikke (195) lige akkurat var bedre end Kira Hansen (191). Finalen blev fantastisk velspillet. Med en sejr på 247-221 viste Rikke, at hun var en meget værdig vinder af KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke ønsker Stenhuset også til Rikke.
I ynglingerækken var Stine N. Johansen meget tæt på at stryge til tops. Med 1063 i indledende runde blev hun ganske vist "kun" nummer 8, men i finalen kom Stines store rutine hende til gode. Med serier på 161, 254, 223, 188, 186 og 180 kom hun hele vejen frem til den endelige finale, hvor hun skulle spille mod veninden Pernille W. Rasmussen fra Stars & Strikes (Horsens). Her tabte Stine desværre med 182-211. Dog en meget flot præstation i finalen.
Endelig var også Jeremy A. Christensen i finalen efter flotte 1218 i indledende runde. Desværre blev Jeremy slået ud på finalens 3. trin, endda med en serie på 176.
Stævnet blev (desværre) afviklet med en hel del tekniske problemer på banerne, ligesom det var tilfældet under damernes ligarunde i sidste weekend. Men tak til Henriette (leder og buschauffør), som rapporterer om en rigtig god tur til Rødovre.
Alle resultater fra stævnet kan ses på www.kreds13roedovre.dk