Stenhuset vinder masser af UDM medaljer
- Detaljer
- Oprettet: 28. marts 2011
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets Jeremy A. Christensen blev i weekenden dobbelt dansk mester for puslinge drenge, da Odense Bowling Hal var vært ved de danske ungdomsmesterskaber. Søndagens individuelle mesterskab kom i hus efter en samlet sejr på 318-296 over Marcus Christensen fra Trekanten-KIF. Det danske mesterskab i double var ganske suverænt: Sammen med Patrick Jannik Sørensen fra KBK/Kammeraterne kom guldet i hus med en margin på 250 kegler ned til sølvvinderne. Stenhuset ønsker Jeremy kæmpe stort tillykke med en meget flot præstation.
Men Jeremy var langt fra den eneste, der vandt medaljer ved UDM. Mika Guldbæk og Emma Kalmar Møller Jensen vandt det danske mesterskab i double for puslinge piger. Duellen om medaljerne var tæt. Emma og Mika scorede 1794, og sølvet blev vundet på 1731, mens bronzen blev vundet på 1729. Begge piger gik samtidig videre til den individuelle finale, hvor Mika nåede helt frem til guldfinalen. Det blev en meget tæt kamp mod Kira Møller Hansen fra SISU. Mika vandt den første serie med 169-162, men tabte efterfølgende den anden serie 179-168. Dermed vandt Kira med "sølle" fire kegler. Stenhuset ønsker alligevel Mika stort tillykke med en flot sølvmedalje.
Hos juniorerne blev Rikke N. Johansen dansk mester i double sammen med Cecilie Simonsen fra Ribe, og dermed gentog de to piger bedriften fra JM, hvor de også blev mestre. Rikke og Cecilie scorede 2111 kegler, hvilket var 60 kegler bedre end nummer 2. Med 1095 i indledende runde og 1094 i semifinalen sikrede Rikke sig adgang til den individuelle trinfinale som nummer 1, og her var modstanderen Pernille F. Nielsen fra Pin-Crackers. Desværre fik Rikke slet ikke spillet til at fungere i finalen mod Pernille, som allerede var spillet varm. Rikke tabte begge serier med samlet 351-311.
Hos ynglingene blev Stine N. Johansen dobbelt sølvvinder i pigerækken. Sammen med Pernille Rasmussen fra Stars and Strikes Horsens måtte Stine lige akkurat se sig slået af Louise Jørgensen og Louise Andersen, der vandt med en margin på 16 kegler. Med 1311 i indledende runde kunne Stine dog glæde sig over en individuel førsteplads, som med 1134 i semifinalen blev forsvaret. Dermed var også Stine i guldfinalen, men også hun led desværre et nederlag til Louise Jørgensen fra SBwK. Stine tabte begge serier, samlet 356-438.
Hos drengene var Jacob Mikkelsen i semifinalen, og efter 1139 i indledende runde scorede han 1158 i semifinalen. Dette rakte til en samlet 8. plads.
Læs meget mere om UDM - og se masser af billeder på dette link:
http://www.spilbowling.dk/UDM.aspx
Stenhuset ønsker stort tillykke til alle medaljetagerne.