Erik og Rikke triumferede ved ungdomsstævne i Rødovre
- Detaljer
- Oprettet: 23. januar 2011
- Skrevet af Per Høberg
World Cup Hallen i Rødovre lagde i weekenden d. 22.-23. januar 2011 baner til KBUs Ungdomsstævne, som var det sjette i rækken af i alt otte rankingstævner. Stenhusets ungdomsspillere med Henriette Johansen i spidsen havde til weekendens tur lånt damernes "luksusbus", som sikkert transporterede dem over bæltet. Selve stævnet blev afviklet på et spillemæssigt meget højt niveau. Der var mange bemærkelsesværdige resultater, og Stenhusets spillere bidrog vanen tro til festen.
Erik Kalmar Møller Jensen kvalificerede sig til finalespillet (knock out) efter flotte 1277 i indledende runde. Her skøjtede han hele vejen igennem finalen og endte med en fortjent triumf, idet han vandt ynglingerækken i det stærkt besatte ungdomsstævne. Kun på tredje trin var Erik tæt på at ryge ud, men se lige dette serieforløb, som Stenhusets stortalent præsterede i finalen: 244, 213, 195, 258, 256, 226 og 235. Modstanderen i den endelige finale var den lokale Casper Henriksen fra Center, som scorede 217. Her kan man vist tale om en værdig vinder. Stort tillykke til Erik.
Rikke Nørgaard Johansen vandt pigerækken i suveræn stil, omend hun i indledende runde fik hård konkurrence. Et flot resultat på 1189 rakte "kun" til en tredjeplads, og den helt store oplevelse var Lærke Petersen fra Smut, der scorede hele 1322. Flot gået! I finalen derimod var Rikke ustoppelig, og hun "cruisede" sikkert til sejren. Se blot dette serieforløb i knock-out finalen: 210, 190, 195, 257, 214, 191 og 235 (modstanderen, Pernille F. Nielsen fra Pin-Crackers) lavede 204 i den sidste serie, hvilket altså langt fra var nok. Tillykke til Rikke med sejren!
I puslingerækken for piger var det kun stortalentet Kira Hansen fra SISU, der i denne weekend formåede at stoppe Emma Kalmar Møller Jensen, der blev en flot nummer 2. Emma havde scoret 824 i indledende runde, hvilket rakte til finaleadgang som nummer fire. I finalen lavede Emma mange flotte serier, og var slet ikke tæt på at blive slået ud. På næstsidste trin scorede Emma 192, men tabte finalen mod Kira med 117-175. Også Mika Guldbæk var med (som nummer 3), idet hun scorede 904. Desværre blev Mika slået ud, da hun på finalens andet trin scorede den mindste serie (125). Stenhusets sidste deltager i puslingerækken for piger var Laura Strauss, der scorede 631.
I puslingenes drengerække var Jeremy A. Christensen vanen tro med helt fremme. Kun Patrik J. Sørensen fra KBK/Kammeraterne overgik Jeremy i de indledende runder, og dermed var Jeremy med 1099 kvalificeret til finalespillet som nummer 2. I finalen var modstanden dog hård! 195 på første trin rakte til videre avancement, men en serie på 174 var efterfølgende ikke nok, så Jeremy måtte lægge kuglerne i tasken. Øv.
I Ungdoms-Ranking turneringen resterer der nu 2 stævner, og flere spillere fra Stenhuset ligger til at sikre sig finaleadgang. Hos ynglingene ligger både Stine, Erik og Andreas indenfor, mens Rikke hos juniorerne indtager en sikker førsteplads.
Tillykke til Stenhusets spillere med en række flotte resultater og tak til chauffør og turleder, den utrættelige Henriette N. Johansen.