Sølv til Stenhuset i landsjuniorturneringen
- Detaljer
- Oprettet: 25. april 2010
- Skrevet af Per Høberg
Det lykkedes desværre ikke for Stenhuset at genvinde landsjuniorturneringen, da afslutningen i det danske holdmesterskab for 4-mandshold blev afviklet i World Cup Hallen i Rødovre. Spillere, holdledere og tilskuere fik dog spænding for alle pengene, hvilket startede allerede lørdag eftermiddag.
Før tredje og sidste runde i landsjuniorturneringen lå Stenhuset point ét point efter Trekanten, og opgaven i lørdagens 7 kampe var derfor at hente flere point end koldingenserne. Allerede i den første kamp hed modstanderen netop Trekanten, og her lykkedes det faktisk for Stenhuset at vinde ganske overbevisende med 793-700. I de efterfølgende kampe blev det til forholdsvis klare sejre over NBC, SISU og KBK/Kammeraterne, og dermed var der udsigt til, at førstepladsen kunne forsvares, selvom Trekanten også viste stor styrke i deres efterfølgende kampe.
I den tredjesidste kamp viste Stenhuset enorm styrke og vandt stort med 801-573 over Grindsted BK, og holdet virkede nu urørligt. Men så faldt niveauet desværre betragteligt i den efterfølgende kamp, som blev tabt marginalt med 670-672 til Smut. Dette fejltrin benyttede Trekanten til atter at overhale Stenhuset, og så hjalp det ikke, at Stenhuset i den sidste kamp vandt klart over Haslev BK.
Stenhuset var nu kvalificeret til trinfinalen, hvor der spilles kampe af 2 serier. Først skulle nummer 3 og 4 fra grundspillet mødes, og ger vandt SISU med 1389-1296 over Smut. Stenhuset skulle således op mod SISU i en kamp, som skulle vindes, hvis ikke det skulle ende med bronzemedaljer. SISU vandt den første serie, som var meget tæt og ganske velspillet, med 727-725, men i den anden serie var det heldigvis Stenhuset, der tog teten. Det lykkedes for vores hold at vinde den anden serie 699-688, og således vandt Stenhuset kampen med marginale 9 kegler.
I finalen ventede nu Trekanten, og her skulle Stenhuset have fundet sit bedste spil frem. Den første serie blev tabt 719-753, og selvom spillet var hæderligt, så var det ikke helt oppe på det niveau, som vi ved, at vores hold kan levere. I anden og sidste serie gjorde Stenhuset alt, hvad der var muligt, for at indhente det tabte. Det lykkedes da også at vinde den sidste serie med 722-717, men dette rakte desværre ikke. Stenhusets hold, som bestod af Jeremy, Rikke, Kim, Karina og Mika, fik sølvmedaljer i årets turnering.
Stenhusets ynglingehold hentede 3 sejre i lørdagens rundekampe, og dermed sluttede holdet på den forventede femteplads i landsynglingeturneringen. Dette placering blev flot forsvaret i søndagens placeringsslutspil, hvor vores hold opnåede 10 point. En afbudsramt sæson på ynglingeholdet må derfor siges at være godkendt. Holdet bestod af Martin Baun, tilbagevendte Andreas Ydesen, Stine N. Johansen og Erik K. M. Jensen.