Stenhusets puslinge og juniorer i landspokalfinalen

For andet år i træk har såvel Stenhusets juniorer som puslinge skaffet sig adgang til landspokalfinalerne. Bowl'n Fun i Viby dannede rammen om de indledende runder, hvor forsvaret af sidste års guldmedaljer i landspokalen skulle indledes. Man må sige, at Stenhuset gjorde en fremragende figur.

Puslingeholdet indledte med at slå Trekanten og BK Ribe ud af turneringen, og endda ganske sikkert. I finalen skulle holdet op imod NIF fra Nordlangeland, og det kunne godt skræmme lidt, at holdet bestod af nogle "store gutter" i forhold til vores hold, som bestod af Mika, Laura, Jeremy og Emma. Formatet i landspokalen er i år lavet om, således at der nu spilles på samme måde som i Løvvangs halturnering. Efter den første serie var Stenhuset bagud 2-4, og modstanderne så ud til at være gode. Men i anden serie spillede Jeremy uafgjort med sin modstander, mens både Mika og Emma vandt efter flotte serier. Dermed vandt Stenhuset 5-1 i denne serie, og var dermed foran 7-5 inden sidste serie.

I sidste serie imponerede Jeremy alt og alle med 258, og da også Emma vandt sin serie, selvom hun var bagud hele vejen, vandt Stenhuset kampen med 11-7.

Stenhusets juniorer havde visse vanskeligheder undervejs i kvalifikationen. Første modstander, som blev slået ud var Grindsted BK, og dermed var holdet allerede fremme i zonefinalen, eftersom vi slap uden om første runde. Finalen mod Trekanten startede rigtig skidt for Stenhuset, og spillet fungerede ikke rigtig i den første serie. Stenhuset kom bagud 2-4, men fik heldigvis bedre styre på spillet i anden serie, som vi vandt 4-2. Dermed var intet afgjort før den sidste serie, og her trak Stenhuset heldigvis det længste strå. Både Kim og Karina spillede rigtig godt i sidste serie, og dermed vandt Stenhuset 10-8 i kampen mod Trekanten, der også er vores nærmeste konkurrenter i landsjuniorturneringen.

Stenhuset ynglinge røg desværre ud af turneringen allerede i første runde - spillet fungerede desværre slet ikke for holdet.

Ungseniorholdet derimod gjorde en rigtig god figur. Den første kamp mod Brasilia var en rigtig gyser. Charlotte tabte en serie på 220, og Kristian Jørgensen tabte en vanvittig serie med 235-236. Alligevel trak Stenhuset sig sejrrigt ud af kampen (10-8), hvilket var en meget flot holdpræstation. Næste modstander var Trekanten, hvor Stenhuset desværre tabte 8-10, selvom vi lavede 50 kegler mere end vores modstandere fra Trekanten. Holdet spillede dog med over 200 i snit, og kan være meget tilfredse med præstationen.

Nu ser vi frem mod landspokalfinalerne i Rødovre i slutningen af April - stort tillykke til Stenhusets puslinge- og juniorhold med kvalifikationen.

Template Design Ext-joom.com