Stenhuset fik to jyske mestre og seks øvrige medaljer ved JM mix
- Detaljer
- Oprettet: 6. december 2009
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets ungdomsspillere deltog søndag d. 6. december i JM mix i Århus Bowlinghal, og ved dette mesterskab blev Stenhuset den klub, der samlet set hentede suverænt flest medaljer.
I ynglingerækken VANDT Stine N. Johansen guldmedalje sammen med sin bedre halvdel, Lasse Scherlund fra Grindsted BK. Det skete efter finalesejr over den tidligere Stenhuset-spiller Bjørn S. Jensen (nu Outsiders) og Louise H. Jørgensen. I samme række var der bronzemedalje til Stenhusets anden landsholdsspiller, Heidi Bach Madsen, der spillede sammen med Anders Lousdal fra BK Skive.
I juniorrækken vandt Rikke Nørgaard Johansen GULD sammen med Nichlas Christensen fra Trekanten-KIF. I samme række var der sølv til Kim Knudsen og hans makker Pernille. Endelig var der såmænd også en hvid Stenhuset-trøje på bronzeskammelen, nemlig Karina Kristensen.
I puslingerækken var Emma K. M. Jensen og Jeremy A. Christensen helt fremme i guldfinalen, hvor de desværre tabte til et par fra Stars & Strikes Horsens. Men det blev til en flot sølvmedalje til de to Stenhuset-talenter, der sammen udgjorde et rent Stenhuset hold. På bronzeskammelen stod Mika Guldbæk, der dermed også fik en mesterskabsmedalje om halsen.
Stort tillykke til Stenhusets otte medaljetagere, og naturligvis især de to jyske mestre. Resultatlisterne fra stævnet er endnu ikke kommet på nettet, men kan snarest ses på www.jbwu.dk