Juniorerne høstede GULD i landsturneringen - bronze til ynglingene
- Detaljer
- Oprettet: 19. april 2009
- Skrevet af Per Høberg
Odense Bowlinghal lagde i weekenden d. 18.-19. april 2009 baner til 3. runde, samt slutspil, i landsynglinge- og landsjuniorturneringen, som er Danmarks Bowling Forbunds ungdomsmesterskaber for 4-mandshold.
I landsjuniorturneringen stillede Stenhuset op som storfavoritter til guldet. Efter en sølvmedalje i sidste sæson havde de to første spillerunder i sæsonen 2008-09 resulteret i sejre i samtlige 18 kampe, og dermed maksimalt pointudbytte (70 point). Selvom den tredje runde i Odense startede med et nederlag til Ravnsborg fra Køge, som sejrede med ca. 100 kegler, så var førstepladsen i grundspillet aldrig i nærheden af at komme i fare. Stenhuset vandt lørdagens øvrige seks kampe, og sluttede dermed på førstepladsen i grundspillet med 82 point, hele 32 point foran nummer 2.
Slutspillet i landsturneringerne afvikles som trinfinaler. Således starter trinfinalen med en kamp mellem nummer 3 og 4 fra grundspillet. Vinderen af denne kamp møder herefter nummer 2, hvorefter vinderen spiller mod grundspillets nummer 1. Alle kampe spilles over 2 serier.
Stenhusets modstander i guldfinalen blev Ravnsborg, der forinden ret suverænt havde slået hjemmeholdet Smut fra Odense. Finalen blev en regulær magtdemonstration fra Stenhusets side. Den første serie vandt talenterne fra Aalborg med 746 – 694, og der var ikke spillet mange ruder i anden serie, før kampen var drænet for spænding. Stenhusets juniorer spillede i 2. serie med over 200 i gennemsnit, og vandt 810 – 693. Den samlede sejr blev således på 1556 – 1387. Sejren var kronen på værket i en fantastisk sæson for Stenhusets juniorhold – en sæson, hvor det også er blevet til individuelle danske mesterskaber til to af holdets spillere, nemlig Stine N. Johansen og Kim Knudsen. Guldholdets øvrige spillere var: Erik Kalmar Møller Jensen, Jesper Saksager Jensen og Rikke Nørgaard Johansen.
I landsynglingeturneringen havde Trekanten (Kolding) og Grindsted BK brugt de to første runder til at skille sig ud i toppen. Der var til gengæld stor spænding om, hvilke hold, der skulle følge sydjyderne i slutspillet. Stenhuset lå inden weekendens kampe i 3. runde på fjerdepladsen, og skulle således forsøge at holde fast i denne placering. Dette lykkedes med nød og næppe. I første kamp lykkedes det at besejre Grindsted BK, og da det også lykkedes at besejre forfølgerne fra Center (Rødovre) og Pin-Crackers (Grøndal) var finalepladsen sikret. Stenhuset sluttede på grundspillets fjerdeplads med 44 point, 2 point efter SISU og ét enkelt point foran Pin-Crackers.
I søndagens trinfinaler skulle Stenhuset besejre SISU for at spille sig ind i medaljerækkerne, og i historiebøgerne findes utallige vidnesbyrd om tætte og særdeles spændende kampe mellem Stenhuset og SISU. Denne finalekamp blev ingen undtagelse. Stenhuset vandt den første serie med 805-757 og spillede god og seværdig bowling. Da Stenhuset gik ned i gear i anden serie bed københavnerne godt fra sig, men en sejr på 752 – 715 rakte ikke. Stenhuset vandt samlet med 1520 – 1509.
I den følgende kamp mod Trekanten fra Kolding kæmpede Stenhuset efter bedste evne, men koldingenserne var for stor en mundfuld. De senere vindere af turneringen blev endestationen for Stenhuset, der tabte 1495 – 1636. Stenhuset sikrede sig således et sæt særdeles fortjente bronzemedaljer. Holdet bestod af: Andreas Ydesen, Randi B. Christensen, Martin Baun Jensen og Bjørn Saksager Jensen. Det er andet år i træk, at Stenhusets ynglingehold sikrer sig medaljer i Danmarks bedste ungdomsrække.