Rikke og Stine triumferede ved SAMs ungdomstræf

I denne weekend lagde Løvvang Bowling Center baner til det traditionsrige SAMs Ungdomstræf - det fjerde ud af syv Ungdoms-Ranking stævner i denne sæson. Stævnet havde over 200 deltagere fra hele landet, som var indelt i rækkerne puslinge, drenge og piger (de to sidstnævnte omfatter både juniorer og ynglinge). Stine N. Johansen vandt sit tredje rankingstævne i denne sæson, mens Rikke N. Johansen imponerede alt og alle ved at spille det bedste bowling hun nogensinde har præsteret i et stævne. Hun må i øjeblikket betegnes som et af dansk bowlings aller største talenter.

Søstrene Stine og Rikke vindere af SAMs 2008
Søstrene Rikke (tv.) og Stine, vindere af SAMs ungdomstræf 2008

I de indledende runder var der ingen jævnaldrende - heller ikke drengene - der kunne følge Rikke. Med 1057 i rene kegler, 1105 med handicap, sluttede hun hele 90 kegler foran nummer 2. Dermed var adgangen til finalespillet sikret. Også Jeremy Christensen slap gennem nåleøjet. Med 883 blev han nummer 7 blandt puslingene - og i finalespillet skulle han spille sig endnu højere op.

Hos juniorerne var Stenhusets spillere suveræne. Med 1168 i rene kegler (1216 med handicap) var der ingen der kunne følge Stine, som lagde sig i spidsen efter indledende. Med 1105 tog Kim Knudsen sig af 3. pladsen, mens Sabina med 1007 (1055 med hdcp) gjorde en flot figur og kom i finalen på 6. pladsen. Også Erik (1028) slap med, men det var i kraft af en serie på 210 i desperadoen, hvor han blev bedste junior.

Hos ynglingene fik Heidi B. Madsen en rigtig skidt start i sit første indledende forsøg, men i en flot re-entry scorede hun 1166. Dette gav en indledende 4. plads og adgang til finalen. Også Randi Christensen fortsatte de gode takter, hun var vist på det seneste, og scorede 1144, hvilket rakte til en 9. plads. Bjørn blev med 1152 nr. 13.

På finalens første trin (matchplay) manifesterede Rikke sin førsteplads i puslingerækken. Hun vandt 3/4 serier og scorede 789 inkl. bonus. Jeremy spillede sig op på 3. pladsen med flotte 695 på 4 serier. Hos juniorerne holdt Stine fast i førstepladsen: Hun spillede fremragende og stabilt (770 i rene kegler på fire serier). Erik spillede sig op på 2. pladsen med imponerende 736, og mindsanten om ikke Kim snuppede 3. pladsen med 682 på de fire serier. Patrick Svensson fra Jackpot var den eneste spiller i finalen, som ikke var fra Stenhuset. I ynglingerækken havde Heidi rigtig fået fat. Hun blev bare bedre og bedre! 879 blev det til på fire serier (819 i rene kegler), og dermed strøg hun op på førstepladsen inden finalen.

Så var det trinfinaletid. De fire spillere mødte hinanden 2 og 2 i en semifinale (2 serier), og derefter skulle finalen afvikles, ligeledes over 2 serier. I puslingerækken vandt Rikke stort (371-291) over Kira Hansen fra SISU, mens Jeremy efter en tæt dyst måtte bøje sig for Nichlas Christensen fra Trekanten, som vandt 328-314. Hos juniorerne var vi vidne til to meget tætte finaler. Kim hev en sejr hjem over Erik i en meget tæt kamp (347-338), mens Stine måtte have sit handicap til hjælp for at slå Patrick Svensson. Det blev 316-312 til Stine. I ynglingerækken tabte Heidi, som ellers spillede fornuftigt, med sølle 6 kegler 349-355) til Pernille Øager Pedersen fra Center.

Efter finalen kunne Rikke hæve armene efter en sikker sejr og super flot spil imod Nichlas Christensen. Rikkes snit for hele stævnet nærmer sig 180, hvilket er helt imponerende for en puslingespiller. Det var en meget fortjent og meget flot sejr! Og også søster Stine fik en sejr i finalen mod klubkammeraten Kim - men igen måtte handicappet til hjælp. Stine vandt 366-360, og har nu vundet tre rankingstævner i denne sæson. Intet under, at hun er blevet udtaget til landsholdet. Mon der kommer flere sejre?

Alle resultaterne fra stævnet kan ses på www.bowling-aalborg.dk. Stor tillykke til alle spillerne med de flotte resultater, og stor tak til Aalborg Kredsen for et (som sædvanlig) flot og velafviklet stævne.

  

Template Design Ext-joom.com