Ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Danmarks Bowling Forbund

Der blev lørdag afholdt ekstraordinært repræsentantskabsmøde på Fredericia stadion. Baggrunden for at der skulle afholdes et ekstraordinært repræsentantskabsmøde var at budgettet for 2015 ikke blev godkendt på det ordinære møde i maj måned, samt at formanden og et bestyrelsesmedlem ønskede at udtræde af forbundsbestyrelsen.

Forbundsbestyrelsen havde stillet forslag om et ekstraordinært bidrag i 2015 på 50 kr. for hvert medlem over 18 år med licens. Dette forslag blev vedtaget. Stenhuset stemte imod forslaget med den begrundelse at vi ikke ønsker yderligere omkostninger, samt at det er ganske svært at få indsigt i Forbundets økonomiske situation. Der opstod på mødet den usædvanlige situation at JBU's kasserer og ungdomsleder på mødet talte varmt for at støtte det ekstraordinære bidrag, selv om de på et JBU bestyrelsesmøde afholdt for kort tid siden, i følge mødereferatet ikke kunne støtte forslaget.

Budgettet for 2015 blev efterfølgende godkendt.

Der var herefter kampvalg om formandsposten. Kandidater var næstformand Torben V. Andersen, Kim T. Andersen fra den nye klub Break Out, samt den tidligere forbundsformand Frank Rasmussen. Torben V. Andersen blev valgt med 54 stemmer, Kim T. Andersen fik 15 stemmer og Frank Rasmussen fik 2 stemmer.

Posten som næstformand var herefter ledig. Der blev også kampvalg om denne post. Kandidater var Hans Græsvig (kasserer i JBU) og Kim T. Andersen. Resultatet blev at Hans Græsvig blev valgt med 43 stemmer mod 28 stemmer til Kim T. Andersen.

JBU har dermed ikke nogen kasserer, med øjeblikkelig virkning, fordi et medlem af Forbundsbestyrelsen i følge DBwFs love ikke kan være medlem af en unionsbestyrelse. Samtidigt har JBU ingen suppleant til bestyrelsen, så der må forventes at blive indkaldt til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i JBU snarest muligt, så JBU kan få valgt en kasserer.

Den ledige bestyrelsespost blev også besat efter kampvalg. Kandidater var den hidtidige suppleant Leif Hansen (som også er tidligere kasserer i JBU) og Kim T. Andersen. Resultatet blev at Leif Hansen blev valgt med 43 stemmer mod 28 stemmer til Kim T. Andersen.

Dirigenten besluttede at der ikke skulle vælges en ny suppleant, så vi må håbe at der ikke bliver behov herfor, inden det næste ordinære repræsentantskabsmøde i maj 2015.

Template Design Ext-joom.com