Repræsentantskabsmøde i Aalborg Bowlinghals Fond af 16. marts 1970
- Detaljer
- Oprettet: 18. marts 2013
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der er i aften afholdt repræsentantskabsmøde i Aalborg Bowlinghals Fond af 16. marts 1970, der er den virksomhed som varetager driften af Løvvang Bowling Center.
Svend Erik Larsen blev foreslået som dirigent.
Formand Lars C. Jensen orienterede om:
Samarbejdsaftale med Danmarks Bowling Forbund
Fonden var klar til at indgå 3-årig aftale med Forbundet, men efter formandsskiftet i maj måned, ønskede Forbundet kun at indgå en et-årig aftale. Løvvang Bowling Center havde dog fået tildelt 4 store seniormesterskaber og derfor accepterede Fonden en et-årig aftale. Aftalen omfatter træningsbaner til landsholdsspillere og aftale om teknisk certificering. Fonden forhandler i øjeblikket om en to-årig aftale med Forbundet der bl.a. også omfatter aftale om talentcenter, en aftale som er tæt på at blive indgået.
BAI 2012
Der var op til BAI bekymrende få tilmeldinger, men en del tilmeldinger op til stævnet, kombineret med mange tilmeldinger til re-entries under stævnet, og mange tilmeldinger til desperado medførte at underskuddet blev begrænset til 35.000 kr. Dette betragtes som godkendt. Sidegevinsten er at der gratis bliver serviceret oliemaskiner og ligesom banerne gratis er blevet nivelleret. Der fortsættes med BAI, de kommende år. Fonden havde håbet på en 3-årig aftale med Bowltech, men aftalen blev desværre et-årig. Der arbejdes på at forlænge aftalen.
EYC 2012
EYC blev en god oplevelse med positiv stemning. Der er dejligt med de mange frivillige som støtter op, og som bidrager til et mesterskaber der blev professionelt udført. Resultatet blev et overskud på 400.000 kr. De 100.000 kr. er overskud fra selve mesterskabet, 200.000 kr. er indtægt fra baneleje og 100.000 kr. er fra salg i restauranten.
Aalborg Kommune er ydet et tilskud til mesterskabet på 400.000 kr. Yderligere har Sport Event Danmark givet et tilskud på 100.000 kr. Sidstnævnte forsøgte at løbe fra aftalen, men efter pres fra Aalborg Kommune betalte Sport Event Danmark de aftalte 100.000 kr.
EM for Herrer 2015
Aalborg Kommune yder et tilskud på 500.000 kr.
EYC 2014
Arrangøren af EYC 2014 sprang fra, og Fonden forsøgte at blive arrangør. En henvendelse til Aalborg Kommune om at yde et tilskud på 400.000 kr. blev afslået, og derfor var der ikke grundlag for at påtage sig opgaven. Efterfølgende har Odense fået tildelt mesterskabet. Fonden vil overfor Aalborg Kommune gøre det klart, at Kommunen har forspildt chancen for både omsætning i millionklassen, og god omtale af byen.
Investering i nye servere til scoresystem
Det er besluttet at investere i nye servere til scoresystemet. De nuværende servere har nogle år på bagen, de kan ikke opgraderes, og kan snart heller ikke repareres. Der skal investeres for 300.000 kr. der tages af Fondens likviditet.
Den generelle økonomi
Likviditeten er forbedret i 2012 med 200.000 kr. Der er en vigende tendens på baneleje både til løs spil og abonnement. EYC 2012 har været det store økonomiske lyspunkt. Det er gennemført pæne reduktioner i værkstedsomkostninger, Morten er dygtig til at finde besparelser. Der var budgetteret for 2012 med underskud med 525.000 kr., men resultatet blev væsentligt bedre med et underskud på kun 330.000 kr.
For 2013 er budgettet noget mere stramt. Der forventes et underskud på 710.000 kr. Der er et likviditetsmæssigt overskud på godt 2 mio. kr. Der må forventes flere år forude med regnskabsmæssige underskud. Der ventes på opsvinget. Det kommer vel engang.
Fremtidige planer
Der forsøges med en række initiativer. Det er svært fordi der er nedgang for bowlingen. Der forsøges med prisbillige muligheder for markedsføring, bl.a. med en Facebook side, direkte mails til virksomheder i omegnen, og der udloddes banetimer som præmier til konkurrencer.
Fonden følger udviklingen tæt i samarbejde med andre bowlingcentre som alle også har tilbagegang. Alle de bowlingcentre der er kontakt med, oplever samme problemer som Løvvang, dvs. vigende omsætning på bowling og sidesalg.
Strategien er fortsat som tidligere år: Vi ser tiden an og håber på bedre tider.
Direktør Kim Thorsgaard Jensen supplerede med at det er uforståeligt at Aalborg Kommune ikke vil yde tilskud til mesterskaber, som jo ikke er tilskud men en investering, som Kommunen kun kan vinde på. Det er ligegyldigt at der ikke er budgetmæssig, når investeringen kommer rigeligt tilbage.
Der var ingen bemærkninger eller kommentarer til beretningen, som blev taget til efterretning.
Regnskab og budget
Direktør Kim Thorsgaard Jensen gennemgik regnskab og budget. Det er likviditeten som er afgørende, regnskabsopgørelsen er i forståelse med revisor og bank ligegyldig og en lav egenkapital er alene udtryk for store afskrivninger.
EYC var en super forretning.
Der er en tendens til mange frameldinger af abonnementsbaner.
Der var tidligere fremgang om formiddagen, men nu er der også tilbagegang. Det skyldes at danskerne nu pensioneres senere, og derfor må forventes en 3-4 årig periode, inden der igen er fremgang.
Skrappere skatteregler gør at virksomheder er mere tilbageholdende med at betale bowling for deres medarbejdere, og derfor er halturneringen i tilbagegang.
I det hele taget skyldes tilbagegangen udefrakommende forhold.
Medarbejderforhold der bedrer regnskabet for 2013 er, at Verner er gået på pension, han kommer dog fortsat som vikar i vinterhalvåret. Morten kan udføre mange af opgaverne, herunder også elektrikerarbejde. Der vil løbende blive kikket på medarbejderstaben.
Bo fra LBC spurgte til kaffeprisen, og fortalte at han og holdkammeraterne var stoppet med at købe kaffe på grund af prisniveauet. Bo fik en længere forklaring om kaffepriserne på verdensmarkedet, og at hvis prisen på kaffe sænkes vil banelejen skulle stige.
Frode fra Five o'Clock spurgte om omkostningen til telefoni på godt 41.000 kr. Kim fra ABT fortalte at dette var meget normalt.
Udpegning af bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsen har genudpeget Næstformand Helge Larsen, og bestyrelsesmedlemmerne Ninna Larsen og Birgit Elgaard.