Sejre i venskabelige dyster
- Detaljer
- Oprettet: 20. august 2012
- Skrevet af Per Høberg
Stenhuset har i august haft besøg af vores venskabsklubber fra BK Solli (Oslo) og Crewe and Stoke Youth Bowling Club.
Venskabskampen mod BK Solli blev spillet i Løvvang lørdag d. 11. august. Det er tredje år i træk at Stenhuset spiller venskabskamp mod nordmændene. I 2010 vandt Stenhuset kampen med slå marginaler, mens Solli i 2011 slog til og snuppede sejren i Veitvet Bowling Senter i Oslo. Kampen i 2010 udviklede sig på Stenhusets præmisser. Normændene kom skidt fra start, og flere af de normalt stærke spillere havde svært ved at greje banerne i Løvvang. Det lykkedes aldig for Solli at indhente det tabte, og selvom de kom bedre med i de sidste serier, så vandt Stenhuset kampen med ca. 600 kegler. Der var 18 spillere på hvert hold, og der blev vanen tro spillet 6 serier.
Lørdag aften var der Friendship Dinner med vores venner fra Oslo og England. 72 gæster var med til at skabe gode rammer om en hyggelig og venskabelig aften. Du kan læse mere og se billeder fra festen i artiklen "Internationalt besøg hos Stenhuset"
Englændernes besøg i Danmark varede lidt over en uge, og efter vores "Friendship Dinner", et par træningssessioner og en tur i Faarup Sommerland var det blevet tid til venskabskamp onsdag d. 15. august. Der blev spillet samme format som i kampen mod nordmændene, denne gang med 11 spillere på hvert hold. Englænderne kom klart bedst fra start. De vandt første serie med ca. 50 kegler, anden serie med 100 kegler og tredje serie med ca. 80 kegler. Dermed så Stenhuset ud til at få svært ved at knække nøden, men pludselig vendte kampen. Stenhuset vandt fjerde serie med ca. 150 kegler og næstsidste serie med over 200 kegler. Også den sidste serie blev vundet, og så endte Stenhuset med at vinde kampen forholdsvis sikkert.
Hele englændernes besøg har været en stor og rigtig god oplevelse for alle de involverede spillere og ledere. Ved præmieceremonien efter venskabskampen udvekslede holdene gaver og pokaler. Englænderne fik naturligvis hver et Stenhuset halstørklæde, mens englænderne forærede os emblemer, souvenirs m.v.
Nedenfor kan du se et billede af de danske og engelske spillere, som er taget lige efter venskabskampen.