Repræsentantskabsmøde i JBU's region 1

Der blev torsdag d. 10. februar 2011 i Løvvang Bowling Center afholdt ordinært repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Unions Region 1, der omfatter de nordjyske klubber. Hver klub har mulighed for at deltage med to repræsentanter og fra Stenhuset deltog ungdomsleder Per Høberg og undertegnede. Poul Erik Larsen deltog som gæst.

Mødet blev indledt med mandaternes prøvelse og valg af dirigent, hvor Svend Erik Larsen blev valgt. Forhandlingsprotokollen, som er referatet fra sidste års møde, blev godkendt.

Regionens formand Lars Nielsen, fratrådte sin post sidste år i maj måned, efter han blev valgt til Danmarks Bowling Forbunds bestyrelse. Danmarks Bowling Forbunds love foreskriver at et bestyrelsesmedlem ikke kan være medlem af en unions bestyrelse, og idet regionsformanden i henhold til Jydsk Bowling Unions love er medlem af unionsbestyrelsen, kunne Lars Nielsen efter valget til Forbundsbestyrelsen, ikke fortsætte som regionsformand. Regionens suppleant Frode Christensen ønskede ikke at påtage sig posten som formand, som derfor siden har været ubesat.

Regionens seniorleder Ole Drensgaard har i sin skriftlige beretning fremført at bestyrelsen ønsker at indføre puljespil. Jeg kommenterede på Stenhusets vegne at det skal være klubbernes tilmeldinger til den kommende sæson, som afgør om der skal spilles hjemme-/udekampe eller puljespil. Beretningen blev godkendt.

Regionens afgående ungdomsleder Lars Høberg fik sin beretning godkendt uden bemærkninger.

Regionsbestyrelsen fremsatte et forslag om at bestyrelsen fremover skal være et forretningsudvalg på mindst tre personer, uden valg til de enkelte poster.

Jydsk Bowling Unions love foreskriver at formanden for regionerne skal vælges af regionens repræsentantskab, og jeg påpegede at det fremsatte forslag ikke var i overensstemmelse hermed. Regionens bestyrelse besluttede efterfølgende at trække forslaget tilbage.

Der skulle vælges formand og ungdomsleder, samt suppleant til bestyrelsen, men der var ingen som ønskede valg. Posten som formand og ungdomsleder er dermed ubesat. Den ubesatte formandspost medfører at region 1 ikke er repræsenteret i Jydsk Bowling Unions bestyrelse.

Der blev endvidere foretaget valg til diverse udvalg. Frode Christensen blev genvalgt som pressekontakt, Harris Jørgensen blev genvalgt som medlem af disciplinærudvalget og Jann Thomsen blev nyvalgt til dommerudvalget. Posten som regionens webmaster blev nedlagt, idet regionens hjemmeside er lukket.

Der var ikke fremsendt forslag til ændring af JBU's love.

Danmarks Bowling Forbund har fremsendt et omfattende materiale direkte til klubberne som fra og med i år er repræsentantskabet til Forbundets repræsentantskabsmøde som afholdes lørdag d. 14. maj i Odense. Forbundsformand Jan Filbært som var til stede på mødet, fortalte om arbejdet i forbundsbestyrelsen, suppleret af bestyrelsesmedlem Lars Nielsen.

Der blev valgt delegerede til JBU's repræsentantskabsmøde, og fra Stenhuset blev valgt Per Høberg, Lars Høberg samt undertegnede.

Template Design Ext-joom.com