Stenhusets førsteholdstrupper til teambuilding

Stenhusets førsteholdstrupper for herrer, damer og ungdom var søndag d. 28. august kaldt til teambuilding arrangement. Spillerne havde på forhånd fået at vide, at de skulle møde op i godt udendørstøj, som kunne modstå selv det mest lunefulde sommervejr, og andet vidste de stort set ikke. Forventningsfulde satte vi os ind i bilerne ved Løvvang Bowling Center kl. 12.00 og vendte snuden sydpå. Stenhusets dametrup var startet tidligt denne morgen - lidt for tidligt efter nogens mening :-) Kl. 09.30 mødtes holdet med holdlederne i Nørresundby Tennis Klubs lokaler på Lerumbakken, hvor der var holdmøde med fokus på målsætning, værdier og vindermentalitet. Der blev også tid til at hygge sig med fælles morgenmad, tale om praktiske ting og tegne modeller med bobler og krydser. Damerne var dog også klar til afgang mod det ukendte kl. 12.00. Turen viste sig at gå til Rold Skov, nærmere bestemt et område lige syd for Skørping, hvor selskabet Rold Skov Adventure holder til. Tre instruktører havde indvilget i at hjælpe os med en dag, hvor samarbejde, kommunikation og samvær skulle være i centrum. Og man må sige, at de tre trupper blev udsat for lidt af hvert. Dagen startede med en samarbejdsøvelse, hvor hver spiller fik et rør, som var ca. 1 meter langt. Ved hjælp af disse rør skulle en goldbold transporteres over en distance på ca. 50 meter, og dette krævede virkelig god kommunikation på holdet. Herrerne fik knækket nødden først, mens ungdommen efterfølgende var hurtigere end damerne. Herefter skulle der bygges tårne. Hvert hold fik en bunke materialer (planker, brædder, snor, sav m.v.). Opgaven var at bygge det højst mulige tårn på 45 minutter. Der blev tænkt masser af kreative tanker, mange gode ideer blev prøvet af, og holdenes evne til at samarbejde under tidspres blev testet. Herrerne nød godt af Jacobs evner som tømrer, og fik bygget det højeste tårn. Eftermiddagen bød også på Ikon-løb i skoven, øksekast, bue og pil og samsebane. Et af højepunkterne var dog afgjort parcourbanen, hvor Stenhuserne måtte helt op i trætoppene. En parcour-bane er en forhindringsbane, som for en stor dels vedkommende foregår oppe i højderne. Det gik over, under, igennem og til sidst nedad! Banen sluttede nemlig med, at man skulle spænde sig fast til en sikkerhedswire og gennemføre et spring fra en høj platform. I alt varede dagen 5 timer, og der blev talt, kommunikeret og grinet rigtig meget. Alle var enige om, at det havde været en rigtig god dag. De fleste af deltagerne sluttede dagen af med et restaurantbesøg i Aalborg. Nu er holdene klar til sæsonens første kamp, som spilles i den kommende weekend. Forhåbentlig kommer der rigtig mange point på Stenhusets konto. Der kommer snarest et par billeder fra teambuilding dagen.

Template Design Ext-joom.com