Henriette Nørgaard Johansen hædret med Jydsk Bowling Unions sølvnål
- Detaljer
- Oprettet: 16. marts 2010
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Henriette er yderst velfortjent blevet hædret med Jydsk Bowling Unions sølvnål. Sølvnålen blev overrakt til Henriette i forbindelse med Aalborg Kredsens repræsentantskabsmøde.
Henriette Nørgaard Johansen er indstillet til JBUs sølvnål med følgende begrundelse:
Henriette Nørgaard Johansen er et særdeles kendt ansigt indenfor dansk bowling. Ikke alene er hun mor til to af dansk pigebowlings allerstørste talenter, nemlig Stine og Rikke N. Johansen, hun har også engageret sig i bowlingsporten med liv og sjæl.
Blandt Henriettes mange virkeområder kan nævnes, at hun i Bowlingklubben Five o’Clocks storhedstid var ivrig holdleder for dameholdet, med stor succes til følge. Hun har også været aktivt medlem af Five o’Clocks bestyrelse, ligesom hun i en årrække har varetaget bestyrelsesposter i Aalborg Kredsen. Her er hun bl.a. med til at arrangere Jyllands største ungdomsstævne, Sams ungdomstræf.
I de seneste to år har Henriette med stor interesse og dygtighed bestridt posten som ungdomsleder i Danmarks Bowling Forbund. Næsten hver eneste weekend drager hun af sted til ungdomskampe, stævner og turneringer og tilbringer hele døgnet sammen med ungdomsspillerne. Med sin ærlige og ligefremme person ved enhver ungdomsspiller og leder i den danske bowlingverden, at man fra Henriette altid får et åbent, ærligt og seriøst svar.
I sin klub Stenhuset er Henriette et særdeles aktivt medlem af klubbens ungdomsudvalg, hvor hun varetager kasserer- og koordinatorfunktion. Det er en post, som Henriette har varetaget siden 2006, og hun nyder stor påskønnelse blandt såvel ledere som ungdomsspillere.
Henriette stiller ofte op, også under JBUs faner. Således har hun i nyere tid været utrættelig hjælper og medarrangør af JBUs ungdomsstævne, JM ungdom, samt holdleder på JBUs unionshold for ungdom. Når som helst det er muligt er Henriette også selv at finde på bowlingbanerne, hvor hun er reserve på Stenhusets damehold i 1. division vest. Hun har dog aldrig lagt skjul på, at hun prioriterer ledergerningen højere end sit eget spil.
Af disse grunde mener vi, at Henriette N. Johansen bør tildeles JBUs sølvnål.