Repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Union
- Detaljer
- Oprettet: 12. marts 2016
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der blev i dag lørdag d. 12. marts 2016 afholdt ordinært repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Union. Stenhuset var til dagens møde repræsenteret af undertegnede.
Mødet kan vise sig at være det sidste ordinære repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Union, som følge af den strukturændring hos Danmarks Bowling Forbund, hvor unionerne er udgået af bowlingorganisationen.
Svend Erik Larsen, der var inviteret til mødet som æresmedlem, påtog sig med kort varsel opgaven som mødets dirigent, idet den planlagte kandidat var blevet forhindret i at møde frem. En opgave som han udførte med sædvanlig stor autoritet, og til repræsentantskabets fulde tilfredshed.
Der var til mødet 34 repræsentanter fra klubberne, samt 4 repræsentanter fra unionsbestyrelsen, i alt 38 repræsentanter. Det var pænt over de krævede 25% eller 26 repræsentanter, der skulle til for at være beslutningsdygtig.
Beretningerne blev alle godkendt, ligesom regnskabet og budgettet blev godkendt.
Under punktet lovforslag, blev vedtaget et omfattende sæt af ændringer, som følge af unionens ændrede rolle, hvor de vigtigste områder er:
- Ændret formålsparagraf
- Regionerne udgår (og er dermed nedlagt)
- Bestyrelsen reduceres til tre medlemmer
- Alle sportslige bestemmelser udgår
- JBU’s ungdomsfond afvikles ved at formuen uddeles forholdsmæssigt til ungdomsklubberne
Vinnie Mortensen blev valgt til formand for JBU. Ejgil Nielsen blev valgt til kasserer. Allan Berg blev valgt til sekretær. Charlotte Mersch blev valgt som suppleant til bestyrelsen. Jeg selv blev genvalgt som lovudvalgsformand. Hans Græsvig blev valgt som webmaster. Torben Pedersen og Lone Hjelmeborn blev valgt som revisorer. Kirsten Hedegaard blev valgt som revisorsuppleant.
Det forventes at unionen er nedlagt inden næste års ordinære repræsentantskabsmøde. Hvis ikke blev det besluttet at det afholdes lørdag d. 11. marts 2017 i Viby.