Nye klubrekorder og flotte resultater i Viborg
- Detaljer
- Oprettet: 27. december 2012
- Skrevet af Per Høberg
17 spillere fra Stenhuset drog torsdag d. 27/12 til Viborg for at deltage i Viborgkredsens traditionsrige julestævne. Det kom der helt ekstraordinært gode resultater ud af.
Dagens helt store helt i skysovs var Erik K. M. Jensen. Erik leverede en fantastisk præstation, som ikke alene rakte til førstepladsen i stævnet, men som også rakte til at slå ikke færre end 4 af Stenhusets klubrekorder for senior herrer. Med et imponerende resultat på 1490 kegler slog han den eksisterende klubrekord på 6 serier med næsten 50 kegler. Også Jan Petersens gamle klubrekord på 2 serier blev slået: Kun ét eneste slag ramte ikke lommen i de første to serier, hvor Erik scorede 277 og derefter sin første snittællende 300-serie. Derudover blev klubrekorderne på 4 og 5 serier slået, hvormed Kimmy Porskrog og Bo Winther blev vippet af pinden.
Erik var ikke den eneste, der spillede fremragende bowling. Sascha Wedel nåede 1358 i damerækken, og i ynglingerækken scorede Marc Bøje Ofverlind imponerende 1305!
Lars Høberg, som også præsterede et resultat over 1400 kegler, løb med den traditionsrige tipspulje: Han var kun 4 kegler fra at gætte det nøjagtige keglefald for samtlige 20 spillere.
Samtlige resultater fra stævnet kan ses på hjemmesiden www.bowlinghallenviborg.dk
Tak til alle de deltagende spillere for en super hyggelig tur. Og naturligvis stort tillykke til Erik med de imponerende klubrekorder; det er i sandhed en stor præstation i en klub med snart 49 år på bagen.
Og så lige en slutbemærkning: Erik var faktisk ikke den eneste, der præsterede en 300-serie i julen. Under julestævnet i Holstebro scorede Rikke N. Johansen en ren 300-serie. SÅDAN!