SØLV til Sascha Wedel ved DM
- Detaljer
- Oprettet: 7. maj 2012
- Skrevet af Per Høberg
Weekenden med Store Bededag indledte ikke alene maj måned, den har også mangeårig tradition for at være DM-weekend i bowling. Mange spillere fra Stenhuset havde taget turen til Odense Bowlinghal for at deltage i mesterskabet - og der var faktisk ganske mange hvide trøjer med i finalen.
Højt på skamlen kom Sascha Wedel, der vandt individuelt sølv. Kun Trekantens Pia Burkal formåede med fantastisk flot bowling i finalen at knække Stenhusets unge talent. Pia Burkal lå på førstepladsen efter semifinalen, hvor Sascha placerede sig på tredjepladsen efter 1511 i indledende runde (8 serier) og 794 i semifinalen (4 serier). Med i semifinalen (blandt de 16 bedste bowlere i Danmark) var også Rikke N. Johansen, Maria Bak Jensen og Randi B. Christensen, der sluttede som hhv. nummer 12, 15 og 16.
I første finalerunde vandt Sascha Wedel med 350-338 i to serier over Jane Rasmussen fra BK Viborg. Herefter gik Sascha videre og skulle spille mod Charlotte Leen fra Brasilia, som blev slået med klare 465-384. I denne kamp viste Sascha virkelig klassen. Dernæst fulgte så finalenederlaget (391-460) og en flot sølvmedalje var en realitet.
I herrernes kvartfinalen (top 32) deltog to Stenhuset spillere, nemlig Lars Høberg og Kimmy Porskrog. Begge kom med i semifinalen som hhv. nummer 10 og 16, men dette blev desværre endestationen. De sluttede som hhv. nummer 14 og 16.
I double disciplinen blev Rikke N. Johanen den bedst placerede Stenhuset spiller på fjerdepladsen, mens Lars Høberg kom på femtepladsen i herrerækken.