Stenhuset-sejr i venskabskampen mod Solli BK Oslo

Lørdag d. 14. august 2010 kl. 13.00 havde Stenhuset besøg af en af Norges absolut bedste bowlingklubber, nemlig BK Solli fra Oslo. Vores "gamle" medlem Kirsten Oredsen, der i en årrække har boet i Norge, har formidlet kontaktet, og vi er meget glade for, at vi nu har fået et spændende venskabsklubsamarbejde op at stå.

Der var 19 spillere på hvert hold, og udregnet efter handicap havde Solli et mindre handicap pr. serie. Så blev der ellers bowlet og hyggesnakket hen over den heldigvis langtfra uoverstigelige skandinaviske sprogbarriere, og det blev faktisk en en hel del serværdig bowling. Bl.a. måtte Peter Mølgaard indkassere et nederlag på 243-244 til Tor Kristian, én af Sollis bedste herrespillere.

Det hele endte med en kneben Stenhuset sejr! Stenhuset førte med 195 kegler før den sidste serie, og holdt fast i forspringet trods godt Solli-spil i den sidste serie. Sejren blev på i alt 89 kegler, så mon ikke der er lagt i kakkelovnen til revanche, når Stenhuset i 2011 besøger Veitvet Bowling Senter i Oslo. Nordmændene har i hvert fald lovet os kamp til stregen. Dato for venskabskampen i 2011 vil blive meldt ud i GOD TID.

Efter venskabskampen satte vi hinanden stævne, først på John Bull Pub og senere til middag på Restaurant Natalie i Aalborg. Stenhuset siger tak til alle deltagende medlemmer, og tusind tak til BK Solli for besøget og for hyggeligt samvær. På godt gensyn i 2011.

Template Design Ext-joom.com