Sascha Wedel blev DOBBELT JYSK MESTER

Igennem en lang årrække har Stenhusets ungdomsspillere haft tradition for at gøre sig bemærket ved de jyske og danske mesterskaber, mens det har været noget sjældnere med medaljer til Stenhusets seniorspillere. Man må sige, at det sidste årstid har været med til at vende op og ned på denne tendens. For en måned siden blev det til Stenhuset medaljer ved DM-trio, og i denne weekend var der meget mere metal til Stenhuset.

Sascha Wedel spillede muligvis sit livs bedste bowling og blev søndag d. 7. februar individuel jysk mester ved JM i Holstebro Bowling Center. Ikke alene kom det jyske mesterskab i hus - det skete på en overbevisende og sjældent suveræn måde. Efter 1315 i indledende blev det til 1303 i semifinalen, og Sascha gik dermed som etter videre til matchplay finalen mellem de seks bedste efter semifinalen. I finalen vandt Sascha over alle modstandere og med 243 - 222 - 227 - 215 - 236 blev det et stensikkert jysk mesterskab. Samlet 3861 over 17 serier inkl. 100 i bonus, og mere end 450 kegler ned til andenpladsen !!!. Det giver et samlet snit på 221.

"Jeg er totalt i chock - jeg kunne jo være blevet nummer to i herrerækken" lød det fra Sascha efter at finalen var slut. "Jeg tror aldrig jeg har spillet så godt i hele mit liv. Få slag uden for lommen og en konstant god linje. Jeg er super glad og fatter slet ikke, at jeg har spillet så godt. Det er eddermanme vildt :-)"

Sascha vandt allerede lørdag det jyske mesterskab i double sammen med Pia Burkal fra Trekanten. Og i double var der også bronzemedaljer at glæde sig over til Randi B. Christensen og Charlotte B. Madsen. Hele fire medaljer ved de jyske mesterskaber vidner om det meget store potentiale, der ligger i Stenhusets damehold i øjeblikket. En årelang målsætning i klubben er nu ved at bære større frugter, end nogen kunne have håbet på. Stenhuset ønsker et kæmpestort tillykke til Sascha, Randi og Charlotte med resultaterne i JM.

Charlotte var forøvrigt også i den individuelle finale, hvor hun sluttede som nummer 7.

Se alle resultaterne fra mesterskabet på www.jbwu.dk

 

Template Design Ext-joom.com