Dameligaen rykker ned .....

Viborg - Stenhuset - 18-14

Æv, æv. Nedrykning med mindst mulige margen, da regnskabet var gjort op efter sidst spillede kugle i grundspillet. 1 point kom vi til at mangle, men inden var vi gennem lidt af et drama. Efter lørdagens kamp var vi 3 points efter Pin-Crackers og 7 points foran Randers, så pludselig havde vi 2 hold at "hænge hatten på", da vi startede søndag morgen i Viborg.

1. serie

Det hele startede også meget fornuftigt. Stabilt spil i alle 3 doubler, og da både Randi og Heidi lavede en 3-dækker i slutningen af serien, så vendte vi pludselig 2-6 til 6-2. Samtidig havde Pin-Crackers tabt med 6-2 i ders første serie, så på det tidspunkt var vi over stregen.

2. serie

I næste serie fik Viborg desværre alt for godt fat i tingene, og kun for Rikke og Charlotte lykkedes det at holde Viborg bag sig. Status var således 8-8, og foran ventede 2 gyserserier.

3. serie

Og 3. serie blev lidt af en gyserserie. Det ene banesæt måtte vi midtvejs opgive og på et andet så det heller ikke for lyst ud, imens det sidste banesæt var meget lige. Men pigerne fik strammet en vis "del", og både Karina, Heidi, Maria og Randi lukkede med striber af strikes, så vi ikke alene vandt de 2 doubler, men vi fik også keglepointsene med bare 3 kegler.

Samtidig fik vi et "slutfløjt" fra Pin-Crackers kamp, og det betød, at vi med 2 points i sidste serie ville være helt sikre på at blive i ligaen.

4. serie

Alvoren var til at få øje på, og - må vi indrømme - spillet på banerne bar også præg af det. Men det var også tilfældet for Viborg, som i den anden ende af rækken skulle bruge 8 points for at avancere en plads.

Det var tæt i alle 3 doubler, men midtvejs i serien fik vi etableret et lille forspring i 2 af doublerne. Det så lyst ud. Desværre begyndte det at smuldre i de sidste afgørende ruder. Den ene double, som havde et lille forspring, fik smidt "overskuddet" og tabte med bare 14 kegler.

Randi fik med en trible pustet nyt liv i deres double, som vi ellers næsten havde afskrevet. Viborgspiller slår 8, og er få millimeter fra at misse, hvilket kunne have reddet os. Herefter skulle Randi lave nr. 4, men på trods af et fornuftigt slag i lommen, så udeblev forløsningen. Minus 11 kegler og vi rettede øjnene mod den sidste double.

Her "tryllede" Heidi en 4-dækker frem, men det hjalp desværre ikke, for Viborg gjorde det samme, og så tabte vi den double med bare 14 kegler.

Samlet tab med 39 kegler og ingen points.

Stemningen var naturligvis på nulpunktet, og meldingerne fra Randers hjalp desværre ikke. Randers sluttede sæsonen med at lave klubrekord og fik for mange points i deres kamp.

Vi må en tur ned i næstbedste række.

I dagens kamp scorede Randi 811 og Charlotte nåede 790.

Template Design Ext-joom.com