Herrerne slog det ubesejrede tophold

Det ubestridte tophold i herrernes 1. division, Brasilia fra Odense var i dag søndag på besøg i Løvvang. Brasilia havde inden dagens kamp vundet samtlige 13 kampe, de indtil videre har spillet i denne sæson. Efter den gode kamp som vi spillede lørdag, var det derfor spændende at se om vi kunne matche topholdet, og måske endda give dem sæsonens første nederlag.

I modsætning til i går, startede vi kampen utroligt skidt. Man kunne på ingen måde se at det var det samme hold som havde spillet sin bedste kamp i flere sæsoner, dagen i forvejen. Med lidt held fik vi vundet en af doublerne, og vi slap fra den første serie med 2-6, efter 1058 mod 1131.

I næste serie var holdet som forvandlet. Vi spillede nu langt mere solidt, uden at det var prangende. Samtidigt var det nu topholdet som hang i bremsen, og far midt i serien lå det til 6-2 til os, og sådan endte det. Samlet i kegler 1205 mod 1057.

Tredje serie blev en stillingskrig, hvor hvert slag var afgørende for to af doublerne, den sidste var vi langt bagud i. Efter to afgørende slag i 10. rude, endte det med en double til hver, og dermed et nederlag til os på 2-6, efter 1087 mod 1203.

Vi var dermed inden sidste serie bagud med 10-14, og vi havde momentum i mod os. Men så viste holdet sin klasse. Vi fik troen på at vi kunne vende kampen, og med strikes i stribevis, lagde vi det ubesejrede tophold under maksimalt pres. Da vi nåede til afslutningen af serien førte vi komfortabelt i alle tre doubler. Men Brasilia skulle også lige vise at de har klasse, så det lukkede godt at satte os uden et stærkt pres. Men med en 3-dækker i 10. rude på en af banerne, og lukkede ruder på den anden afviste vi topholdet, og gav dem et æg i den sidste serie. 8-0 til os med flotte 1260 mod 1178.

Samlet vandt vi kampen med 18-14 og keglerne 4610 mod 4569. Vi gav dermed topholdet sæsonens første nederlag, og os selv revanche fra efterårets nederlag i Odense, hvor vi ellers havde næsten matchet Brasilia.

Efter en superweekend mod de to tophold, og med to sejre samt 38 points på kontoen, er vi nu rigtigt godt med i stillingen. Der mangler tre kampe, to lokalopgør mod ABT og Nordkraft, samt den afsluttende kamp på hjemmebane mod Smut. Næste kamp er lørdag d. 12. april kl. 12.00 mod ABT.

Dagens bedste personlige resultater blev Peter med 822 og Jeremy med 807.

Template Design Ext-joom.com