Damerne med ryggen mod muren

Efter dagens dameligakamp i Randers mod RBK 90 står Stenhusets damer med ryggen med muren. Den særdeles vigtige bundkamp resulterede nemlig i et ærgerligt 14-18 nederlag, og derfor står Stenhuset (på papiret) med de dårligste kort på hånden før de to sidste kampe, der kommer til at afgøre nedrykningsdramaet.

Før dagens kamp var holdet enige om to ting: Vi skulle opretholde spilleglæde og højt humør, samt det høje spillemæssige niveau, der har kendetegnet vores præstationer de sidste 2 måneder. Førstnævnte lykkedes, sidstnævnte lykkedes desværre ikke.

Første serie endte 4-4. Stenhuset vandt to doubler med hhv. 30 og 8 kegler, mens Randers vandt den sidste med ca. 60. Anden serie blev meget tæt. Trods alvorlige missere mod slutningen af serien lykkedes det at hive en 6-2 sejr hjem. Vi vandt to doubler med 13 og 15 kegler, og tabte den sidste med 24. Dermed må man sige, at marginalerne var med os. Spillemæssigt var vi dog langt fra topniveau: 1047 i første serie og 1035 i anden serie var ikke prangende, men naturligvis også resultatet af en svær olieprofil, som også voldte hjemmeholdet store problemer. Kanten var meget våd, hvilket skabte mange førsteslag, der skøjtede højre om lommen.

I tredje serie faldt spillet helt fra hinanden - på begge hold. Vi tabte desværre den "tætte" double med 5 kegler, og dermed 2-6 (957-969). I fjerde serie blev det bedre, men her fandt hjemmeholdet også i højere grad melodien. Stenhuset vandt en double med 13, tabte en anden med 3 og tabte den tredje stort. Dermed var kampen tabt 14-18 (4086-4164).

Dagens topscorer var Charlotte med 746. Stenhusets to sidste modstandere er Pin-Crackers (hjemme) og BK Viborg (ude). Vi må nok være ærlige og sige, at vi skal bruge lidt hjælp fra de øvrige hold, samtidig med at vi skal have gode resultater i vores egne kampe. Men vi tror på det!!!!

Template Design Ext-joom.com