Herrerne tabte i Aarhus

Herrernes førstehold var søndag på besøg hos Team Aarhus i den gamle Aarhus Bowlinghal i Echersbergsgade. Team Aarhus ligger lige foran os i tabellen, så der var lagt op til en tæt kamp.

Vi startede udmærket ud, og havde godt fat i vores modstandere. Mod slutningen af serien lignede det 6-2 til os, men en dårlig afslutning af os, kombineret med en stærk afslutning af Team Aarhus vendte det til en 6-2 til dem.

I anden serie gik vi helt i stå i to af vore doubler. For mange dårlige førsteslag gjorde det svært for os. Heldigvis var den tredje double dygtige til at afslutte serien, og med en stribe strikes til sidst holdt vi fast i to points. Vi var dog nu bagud med 4-12, og det så slet ikke godt ud.

I tredje serie gik det vores vej. Dels spillede vi faktisk en god serie, og dels var marginalerne for en gang skyld med os. Vi vandt en serie en en kegle - Torben skulle efter en double i 10. rude vælte mindst ni for at vinde med en, og hvad der først lignede 8-10 på baglinien blev med en sent væltende 8’er kegle lige nøjagtigt til en ni’er. Hurra og otte tiltrængte points, der gav balance i stillingen.

Nu troede vi, at vi skulle vinde kampen, men desværre fusede det hele ud i et par tætte kampe hvor vi hver vandt en, samt en som vi tabte med 50, og så blev det igen 2-6, og dermed 18-14 til dem. Det totale keglefald blev 4704 mod vores 4555.

Dagens bedste personlige resultater blev Erik med 793, Jeremy med 782 og Torben med 781.

Næste kamp er sæsonen sidste udebanekamp, der spilles i Søndervig mod Beach-Bowl, søndag d. 23. februar kl. 11.00.

Vi bringer ekstraordinært et foto af dagens hold:

Holdbillede

Template Design Ext-joom.com