Jyllandsserien: Tiltrængt hjemmesejr til Stenhuset

Efter et par knebne nederlag på det seneste fik Stenhusets herrer lørdag d. 12/10 en tiltrængt sejr, da BK Outsiders 3 blev besejret med 8-2 i Løvvang Bowling Center. Der var tale om en meget tæt kamp, som blev afgjort på en fremragende præstation i 4. serie. Det blev også en kamp, hvor Stenhuset præsterede sæsonens hidtil bedste keglefald.

Det var ellers gæsterne fra Brønderslev, der startede klart bedst. De vandt den første serie med 1099 - 1021. En flot serie på 215 til Gunnar var ikke tilstrækkeligt, men det varslede flere gode præstationer.

I anden serie kom Stenhuset nemlig væsentligt bedre ud af starthullerne. Det blev en meget tæt og meget spændende serie, som Stenhuset endte med at vinde 1115-1105. Igen var Gunnar bedst med 223, men også Kristian J (200) og Svend Erik Kristensen (211) spillede fremragende. Der var således masser af optimisme på holdet ved baneskiftet.

I 3. serie viste Svend Erik Kristensen stor stabilitet, da han igen scorede 211, og Kristian Jørgensen lagde et par kegler på, da han scorede 202. Outsiders havde svært ved at følge med på samme niveau, og Stenhuset vandt forholdsvis klart med 1070-1016.

Nu var det helt lige før sidste serie, og her skulle Stenhuset forsøge at sikre sig sejren. Flere spillere faldt i niveau, og en udskiftning midtvejs blev nødvendig. Men heldigvis kørte Per Dennis one-man-show og sikrede med en kanonserie på 279 Stenhuset sejren. Vi vandt serien med 1087-1049, og dermed kan man roligt sige, at PD's flotte serie i dette tilfælde skaffede 4 point til holdet. GODT gået!

Dagens topscorer blev Gunnar med 776.

Samlet vandt Stenhuset med 8-2 (4293-4269). En flot præstation, der giver selvtillid før de kommende kampe!

Template Design Ext-joom.com