Dameligaen: Førstepladsen forsvaret i Horsens

Jan Holmgren afsluttede referatet fra dameligaens første runde i Køge Bowling Center med følgende ord: "Jeg afleverer dem på 1. pladsen til næste runde, og der forventer jeg selvfølgelig også at overtage dem". Dertil kan jeg (holdleder, Per Høberg) nu svare: Mission accomplished.

Dameligaens anden runde i Bowl'n Fun Horsens blev endnu en optur for Stenhuset. Især i lørdagens kampe var spillet særdeles opløftende, holdånden var i top og stemningen på holdet var meget positiv. Der var afbud til runden fra den ferierende Sascha, mens Janni og Lotte trådte til.

Lørdagens første modstander var ST fra Viborg, der i det hele taget spillede en glimrende runde i Horsens. Denne kamp blev en meget lige affære. Stenhusets ene trio kom meget skævt fra start og havde meget vanskeligt ved at "greje" banerne. Heldigvis løb modstanderen ikke fra os, og et nederlag på 489-523 blev opvejet af en suveræn sejr på 640-551 til den anden trio. Især Charlotte var flyvende med en kanonserie på 246. I den anden serie blev spillet løftet i niveau, og på trods af godt spil blev den ene serie tabt 617-627. Heldigvis vandt den anden trio med 579-545. Samlet blev det en sejr på 6-4 (2325-2246) og en god start på weekenden.

Anden modstander var hjemmeholdet Stars and Strikes, som viste sig at være en meget hård nød at knække denne weekend. Kampen blev spillet på højt niveau, og serier på 576 og 598 rakte ikke til point fra Stenhuset. I anden omgang fortsatte Charlotte det fantastiske spil, og en serie på 255 var med til at sikre en sejr på 644-588 til den ene trio, men desværre kunne den anden ikke følge trop. Samlet blev det et nederlag på 2-8 (2346-2399). Stars and Strikes vandt samtlige lørdagens kampe, men søndag løb holdet ind i to nederlag, og dermed blev den perfekte hjemmebanerunde forpurret.

Stenhusets næste modstander var Brasilia, og her måtte vi arbejde for sejren. Spillet faldt i niveau. Efter første serie var intet afgjort, idet Stenhsuet tabte den ene serie med 533-559, mens den anden blev vundet 549-516. I anden serie forløb første halvdel meget lige, men herefter trak Stenhuset fra og vandt en sejr på 8-2 (2246-2106).

Lørdagens sidste modstander var Trekanten, der på forhånd virkede modløse efter nogle dårlige resultater i lørdagens øvrige kampe. Kampene mod koldingenserne plejer altid at være spændende og intense, men i denne kamp kom Stenhuset overraskende let til sejren. Med suveræne 2431 vandt Stenhuset 10-0 (Trekanten scorede 2215). Kampens bedste spiller blev Randi med 226 og 258, og Charlotte spillede med 194 og 209 et imponerende snit på 215 hjem over lørdagens otte serier.
Stemningen var således høj efter nogle gode resultater, og vi kørte til havnen i Horsens, hvor vi havde fået lov at låne Horsens sejlklubs lokaler. Her hyggede vi os med madlavning og spil, inden vi kørte til Scandic.

Søndagens første modstander var bundholdet Ravnsborg fra Køge, der før vores indbyrdes kamp fortsat ikke havde vundet en eneste kamp siden deres oprykning til ligaen. Stenhuset spillede en halvskidt kamp mod Ravnsborg, og længe så det ud til, at de første to kampe skulle ende med en sejr til hvert hold. Stenhuset vandt den ene trio suverænt med 612-468 (225 til Janni og 215 til Lotte), mens vi var bagud på den anden trio gennem hele serien. I tiende rude lykkedes det dog at udnytte Ravnsborgs svage afslutning til en sejr på 493-484. I anden serie vandt Stenhuset den ene serie med 544-486, så spænding om resultatet var der aldrig for alvor. Så betød det mindre, at Ravnsborg fik en enkelt sejr med 619-547, bl.a. i kraft af en 7-dækker.

Næste modstander var Pin-Crackers, der efter en forfærdelig første runde høstede rigtig mange point i Horsens. Stenhuset var favoritter forud for vores indbyrdes opgør, men desværre spillede vi en rigtig dårlig kamp - weekendens dårligste. Især den første halvdel af første serie var rigtig skidt; et hav af missere og upræcise førsteslag satte os under pres. Pin Crackers vandt begge serier med i alt 71 kegler, og så var det op ad bakke i sidste serie. Ganske vist vandt Stenhuset den ene serie med 591-565, men den anden blev tabt 494-525. Det blev kun til 2108 kegler i denne serie og et ærgerligt nederlag på 2-8.

Nu bestod opgaven i at rejse sig mod BK Viborg, der var vundet ni af de seneste ti indbyrdes opgør. Men i dag vandt de ikke! Stenhuset spillede en rigtig god kamp mod viborgenserne - en kamp, der var præget at spænding, tænding og god bowling. Som første serie udviklede sig stod det hurtigt klart, at Viborg ville vinde den ene serie. Sejren blev på 589-550. I den anden trio førte Stenhuset stort, men en rigtig skidt afslutning begrænsede sejren til 545-506. Dermed var keglefaldet nøjagtig identisk efter første serie - og således ventede endnu en nervepirrende andenserie mod BK Viborg. I denne serie viste især den ene trio (Janni, Randi og Lotte) for alvor tænder. En suveræn sejr på 682-564 knækkede viborgenserne, og også på den anden trio holdt vi fast og tabte kun med 531-573. Samlet blev det en dejlig sejr på 6-4 (2308-2232); forhåbentlig et vendepunkt i vores dårlige statistik i de indbyrdes kampe mod BK Viborg.

Stenhuset kan nu tilbringe yderligere et antal uger på førstepladsen i bowlingligaen. Vi er fortsat 2 point foran BK Viborg og 6 point foran ST og Stars and Strikes.

Nu må vi se, om Jan Holmgren efter runden i Grøndal i uge 42 er i stand til at aflevere et hold på førstepladsen :-)

Tak til pigerne for en rigtig god weekend!

Template Design Ext-joom.com