Stenhuset med gode muligheder for ligasølv

Sæsonens syvende og næstsidste spillerunde i dameligaen i bowling blev i den forgangne weekend spillet i KIF Centret i Kolding. Stenhusets hold, der i sin første sæson i ligaen (2010/11) vandt bronze, har i denne sæson gode kort på hånden, når det handler om muligheden for at høste sølvmedaljer i denne sæson. Efter syvende spillerunde er Aalborg-holdet 6 point foran københavnske Pin-Crackers, og i ottende og sidste spillerunde har Stenhuset oven i købet fordel af hjemmebane i Løvvang Bowling Center i Nørresundby.

Stenhuset måtte stille til start i Kolding uden ungdomslandsholdsspiller Stine N. Johansen, der måtte sidde over med en skade. Til gengæld var Sascha Wedel og Janni Guldbæk tilbage i Stenhusets trup.

Den første af weekendens kampe stod mod sidste sæsons danske mestre og hjemmeholdet i Kolding, nemlig Trekanten-KIF. I en meget velspillet kamp blev koldingenserne besejret 8-2 (2387-2233); en sejr som blev grundlagt allerede i første serie, hvor Heidi Madsen (232), Randi Christensen (245) og Sascha Wedel (197) skabte en stort forspring til Stenhuset. 

I anden kamp spillede Stenhuset desværre markant mindre sikkert, og selvom modstanderen (Brasilia, Odense) heller ikke spillede prangende, lykkedes det fynboerne at vinde 6-4 (2208-2185). Det var de små marginaler, der afgjorde denne kamp.

I tredje kamp var modstanderen ST Viborg, som er en af Stenhusets nærmeste forfølgere. Denne kamp blev aldrig rigtig spændende, idet Stenhuset vandt sikkert med 10-0 (2275-2020). Dermed øgede Stenhuset forspringet til viborgenserne i den samlede stilling.

Lørdagens sidste modstander var topholdet BK Viborg, som Stenhuset i seks hidtidige forsøg endnu ikke har formået at besejre i denne sæson. Heller ikke i syvende forsøg lykkedes det. Stenhuset spillede en halvskidt kamp, som blev tabt 2-8 (2247-2386).

I søndagens kampe blev det spillemæssige niveau hævet betragteligt. Den første kamp stod mod bundholdet Politiet IF. Københavnerne gav dog Stenhuset kamp til stregen i en spændende og meget velspillet dyst. Stenhuset endte med at vinde kampe 2433-2380 efter en forbilledlig holdpræstation, hvor holdet var stærkt i de situationer, hvor man var bagud.

Næste modstander var SISU fra Rødovre, som blev tilføjet endnu et nederlag af Stenhuset (SISU vandt ikke en eneste kamp denne weekend). Stenhuset spillede i denne kamp aldeles fremragende og vandt 8-2 (2442-2129).

Sidste modstander var Pin-Crackers. Københavnerne skulle besejre Stenhuset for at holde en smule liv i håbet om at hente aalborgenserne i den samlede stilling. Det blev en spændende og velspillet kamp, hvor marginalerne faldt ud til københavnernes fordel. De to første serier var meget tætte, men de tippede begge i Pin-Crackers favør (hhv. 15 og 12 kegler). I anden serie vandt Stenhusets ene trio med 130 kegler, mens den anden tabte med 70. Dermed lavede Stenhuset det højeste keglefald, men tabte kampen, fordi 3/4 serier blev tabt.

I den samlede stilling er Stenhuset nu 6 point foran Pin-Crackers, og dermed er mulighederne gode for at sikre sig en sølvmedalje når sidste spillerunde afvikles i weekenden d. 14.-15. april i Løvvang Bowling Center.

Weekendens tur til Kolding bød i øvrigt på meget andet end bowling. Lørdag aften inviterede Heidi (og Morten) hele holdet hjem til aftensmad og pandekager, og efterfølgende satte vi hinanden stævne til en gokart dyst i Kolding Gocart Center. Det blev en klar sejr til Charlotte med farmand Bruno på andenpladsen og den stolte holdleder på tredjepladsen. Aftenens største drama var et dramatisk frontalt sammenstød mellem Dorthe og Per, som begge måtte gå i seng med hovedpine og ømme muskler.

Holdlederen siger hermed tak til pigerne for en rigtig god weekend i Kolding med god bowling, god holdånd og gode oplevelser.

(Dele af dette referat er fra den tekst som er sendt til Nordjyske Stiftstidende)

Template Design Ext-joom.com