Fantastisk flot i "forfærdelige" Rødovre

Det blev en lidt underlig snak på vej hjem i bussen fra Dameligaen i Rødovre.
For på trods af 6 sejre i 7 kampe, så ønskede spillerne, at de ikke skulle tilbage og spille i Rødovre i næste sæson. Og det er altså ikke fordi, de ønsker, at hjemmeholdet - SISU - skal rykke ud, men ønsket hænger sammen med de mange - og til tider lange - banestop, som vi oplevede i weekenden.
De kunne dog ikke for alvor slå skår i glæden på en fantastisk weekend.
Efter 3 sejre om lørdagen har vi tidligere i denne sæson floppet mere eller mindre om søndagen -  men ikke denne gang.

Stenhuset - Brasilia
Vores onde ånd fra sidste sæson blev på det nærmeste "kørt over" i dagens første kamp. Med striber af strikes fra de fleste, stod der 2469 i det samlede keglefald, og 2 stensikre points.
Maria var flyvende og lavede i denne kamp 269 og 221.

Stenhuset - Trekanten
De forsvarende mestre fra Trekanten, der - i starten af kampen - indbyrdes snakkede om over/under stregen. Vi tillod os at holde mere øje med holdene i toppen .... og ja, så kunne vi lige så godt fortsætte de gode takter fra første kamp. Der blev ingen spænding om udfaldet, og vi vandt med 160 kegler og nåede næsten de 2400.
Maria var fortsat flyvende og scorede 257 og 219, og på de 4 serier havde hun nu 956.

Stenhuset - SISU
Til sidst skulle vi så bare "ordne" SISU, men så simpelt blev det ikke. 2-2 efter første serie og kun et lille forspring på 26 kegler. Langt inde i 2. serie kunne det tippe begge veje, men som 2 gange om lørdagen, så viste pigerne stor styrke i de afsluttende ruder, og der blev delt "mandehuller" ud til højre og venstre.
Fuldt hus om søndagen og de mange banestop gjorde pludselig ikke så meget.

Maria faldt lidt ned i de sidste 2 serie, men sluttede dog på flotte 1298.
Randis timing var på det nærmeste ikke eksisterende om lørdagen, men heldigvis havde hun fundet den igen, og scorede 1229 på de 6 serier.

For hele weekenden blev Dorthe højst scorende med 198 i snit.
Heidi spillede også rigtig godt det meste af weekenden og sluttede med 197 i snit.

ST lå inden weekenden på 2. pladsen, men de fik en forfærdelig runde, og blev kun noteret for 1 (et) point. Vi udnyttede situationen og rykkede lige nøjagtig forbi dem med 1 point.
Viborg er forholdsvis suveræne på 1. pladsen, og vi har hele 14 points op.


Rundt om weekenden

Det fantastiske løbebånd
Inden søndagens kampe havde Maria været tidligt oppe og benytte hotellets løbebånd.
Og det så jo ud til at virke. Det har dog skabt et andet problem, for hvordan får vi plads til sådan et løbebånd fremover, når vi skal ud og spille?

Iiiiiis
Da vi i løbet af søndagen fandt ud af, at vi var ved at lave en rigtig god runde, opstod der på holdet pludselig en ide om, at holdlederen skulle give is, hvis vi vandt alle 3 kampe om søndagen. Holdlederen argumenterede for, at sådan noget kun gælder for ungdomshold,og i øvrigt, at det er mere normalt i håndbold og fodbold.
Argumenterne holdt ikke, og så var der is.

Ro i bussen
Normalt er der meget stille i bussen på vej hjem fra disse turer, men ikke denne gang.
Faktisk blev der først ro, da vi havde sat Maria af i Hobro.

 

Template Design Ext-joom.com