Serie 2 herrer: Oprykningen synes at være en formsag

Stenhusets 3. hold herrer vandt lørdag d. 26. marts en sikker, fortjent og (næsten) selvfølgelig sejr på 10-0 over Dansih Prime 2 i Løvvang Bowling Center. Dermed er Stenhuset 20 point foran forfølgerne fra Brønderslev BK, som ganske vist har spillet en kamp mindre. Der resterer to kampe i sæsonen for Stenhuset, hvoraf den ene er på hjemmebane mod netop Brønderslev, så vi har alle muligheder for selv at afgøre tingene.

Lørdagens kamp var næsten blottet for spænding. Stenhuset spillede bestemt ikke nogen stor kamp, men præstationen var rigeligt god til at sikre sejren. Første serie blev vundet 976-890, godt hjulpet på vej af en flot serie på 197 til Preben Bang. I anden serie steg niveauet en smule på Stenhusets hold, og sejren på 1012 - 848 kunne der ikke pilles ved. Denne gang var det holdkaptajn Gunnar, der med 213 var holdets bedste.

Tredje serie var den eneste, som reelt var spændende. Her vandt Stenhuset "kun" med 992-951, men det ville ganske enkelt have været for ærgerligt at smide point væk i denne kamp. Poul Erik Larsen (184) gik forrest i denne serie. Endelig vandt Stenhuset også fjerde serie med 1050-872, og satte dermed en tyk streg under favoritværdigheden til oprykningen til serie 1. Kristian Jørgensen scorede 202 i denne serie.

Samlet blev det 10-0 til Stenhuset (4030-3561), og hele holdet leverede en jævn præstation. Oprykningen afgøres d. 9. april, når Stenhuset tager imod Brønderslev BK i Løvvang Bowling Center. En sejr på 6-4 kan sikre oprykningen endegyldigt.

Template Design Ext-joom.com