Herrerne tabte til topholdet

Herrerne havde søndag besøg af topholdet Enghaven fra Vejle. Vi havde revanche til gode efter at vi tabte udekampen med 0-10.

Dagens kamp blev velspillet og til tider tæt, men desværre måtte vi endnu engang erkende at Enghaven er et niveau bedre end os.

Vi kom klart bedst i gang med kampen. Efter tre ruder førte vi med 100 kegler. Herefter gik vi lidt i stå, og lukkede Enghaven tilbage i kampen. Men vi kom godt igen, og førte efter syv ruder med 70 kegler. Den 8. rude gav et par splitter og stærkt comeback fra Enghaven. En 7'er i 8. rude og en 11'er i 9. rude pressede os, sådan at vi ved indgangen til 10. rude var helt lige. Men - nu var det så os til at bide fra os. Suverænt spil fra os med +7 i 10. rude satte Enghaven til vægs, og vi endte med at vinde serien med 50 kegler.

I anden serie kom vi desværre til at hænge efter hele serien igennem. Vi var fra midt i serien og helt til 10. rude bagud med 40 kegler, og det blev for svært at hente. Vi tabte serien med 1239 mod 1268.

Baneskiftet gik fint, men desværre kom Enghaven nu for alvor i gang. Vi var bagud med over 100 kegler inden 10. rude, men det lykkedes os dog at begrænse tabet til "kun" 70 kegler.

Inden sidste serie havde vi således stadigt muligheden for at vinde kampen. Den sidste serie blev utroligt tæt, med os foran det meste af serien, men hen mod slutningen tabte vi terræn, og inden 10. rude var vi bagud med 10. Her satte Enghaven dog for alvor trumf på. Selv om vi lukkede godt, trak de klart fra og endte med at vinde serien med 70 kegler.

Kampen endte dermed 2-8 og keglerne 4993 mod 5115.

Bedste personlige resultater var Kimmy med 901 og Casper med 861.

Næste gang herrerne skal spille er en dobbeltkamp på udebane mod Beach-Bowl lørdag d. 19. marts og mod Fight søndag d. 20. marts.

Template Design Ext-joom.com