2. hold herrer vender skuden: To flotte sejre i weekenden

Herrernes 2. hold stod overfor to svære kampe i Løvvang Bowling Center i denne weekend. Lørdagens gæster var topholdet ST fra Viborg, mens søndagens modstander var Five o'Clock. Begge disse hold er nedrykkere fra 1. division vest i sidste sæson. Vores hold har dog hårdt brug for point i bunden af 2. division, så motivationen var der ikke noget i vejen med.

Lørdagens kamp mod ST fik den bedst tænkelige start. Knud Erik viste storspil og åbnede første serie med 9 (!!) strikes, og slutresultatet på 265, samt 213 til Casper Sidelmann, betød, at det ikke havde så meget at sige, at flere af holdets andre spillere kom svagt fra start. Serien blev vundet 1169-1134. I anden serie løftedes holdets niveau. Jan P. og Per Dennis gik forrest med hhv. 217 og 235, og Bastian blev skiftet ind og lavede 201. Med hæderlige resultater til de andre vandt Stenhuset denne serie 1198-1108.

Efter baneskiftet kæmpede Stenhuset flot for flere point, men det høje niveau kunne ikke holdes all round. Knud Erik fyrede endnu en super serie af (257), og også Jan (210) og Casper (215) var flyvende. Desværre havde de tre øvrige spillere problemer, og så kom ST på tavlen med en sejr på 1149-1192. Også den fjerde og sidste serie tilfaldt gæsterne, men de vandt ikke stort nok til, at keglefaldet kom i fare. Stenhuset spillede halvskidt i denne serie, som blev tabt 1044-1110. Samlet blev det til en dejlig sejr på 6-4 (4560-4544).

Lørdagens topscorer blev Knud Erik med imponerende 937.

Søndag galdt det så lokalbraget mod Five o'Clock, og til denne kamp havde Kasper Gerding erstattet Casper Sidelmann, der var forhindret i at spille søndag. Five o'Clock og Stenhuset har gennem mange år spillet mange indbyrdes kampe, hvor Stenhuset ofte har haft overhånden. Men det plejer at være førsteholdene der tørner sammen. Efter Five o'Clocks nedrykning er det deres førstehold, som spiller mod vores andethold. Dermed ventede der selvsagt en svær opgave.

Clockerne lagde stærkt fra land, og Stenhuset virkede til at have svært ved at finde et modsvar til de forholdsvis mange sammenhængende strikes. Men fra sjette rude, hvor Stenhuset var bagud med 80 kegler, begyndte vi stille og roligt at hale ind. En supergod afslutning fra Stenhuset kombineret med et par missere til Five o'Clock vendte et truende nederlag til en smal sejr på 1149-1142. Thomas Larsen var bedste mand med 224, og nu var holdet ikke til at skyde igennem.

I anden serie spillede hele holdet solidt og stabilt - og nu med den selvtillid, som måske har manglet i et par af de andre kampe. Five o'Clock kunne ikke følge med til dørs, og det endte med endnu en smal sejr på 1122-1103 og dermed yderligere to dejlige point på kontoen. Efter baneskiftet fortsatte Stenhuset det gode spil, og Knud Erik genfaldt lørdagens linje (228). Tredje serie blev vundet så klart som 1103-1022, og modstanderen virkede knækket. Desværre for Stenhuset lykkedes det for Five o'Clock at snuppe de sidste to point efter en sejr på 1101-1079, men det fjerner ikke indtrykket af en sublim weekend for Stenhuset med 14 dejlige point til det trængte regnskab. Søndagens topscorer blev Per Dennis (798), og Knuden lavede endnu et godt resultat : 790.

Template Design Ext-joom.com