Herrerne vandt i Odense

Herrernes 1. hold var i dag søndag på besøg hos Smut i Odense, i en fremrykket kamp.

Vi har tidligere haft problemer mod Smut på deres hjemmebane, og hjemmeholdene fra Odense har ofte præsteret meget høje resultater.

Dagens kamp blev aldrig velspillet og det blev specielt efter baneskiftet en match om at spille mindst dårlig. Vi kunne i dag have sparet en 10-0 sejr hjem, men for mange dårlige første slag gjorde det svært.

Første serie førte vi fra start til slut, men selv med en 100 keglers føring efter 6. rude blev det spændende til sidst, hvor vi heldigvis redede en sejr hjem med 18 kegler og et serieresultat på 1120.

Anden serie blev vores mest velspillede i kampen hvor vi reelt også vandt keglerne. Et par stærke ruder mod slutningen af serien gav os en sejr på mere end 150 kegler.

Efter baneskiftet fik vi det igen svært. For mange affald holdt os hele serien i defensiven, og selv om vi fik udlignet inden 10. rude, måtte vi konstatere at vi trak det korteste strå i 10. ruden, og vi tabte serien med 8 kegler efter en yderst spændende afslutning.

Den sidste serie blev endnu en skuffelse. Igen var vi i defensiven og det tætteste vi kom på Smut var at vi kun var 10 kegler bagud efter 7. rude. Men med 14 misser og 4 splitter kan det ikke forventes at man vinder serier i 1. division. Det endte med et 49 keglers nederlag.

Det eneste individuelle højdepunkt var en 265 serie af Per Høberg.

Vi har nu kun en kamp tilbage i 2010, nemlig hjemmekampen mod Fight der spilles d 27. november kl. 14.00. I 2011 venter 11 kampe.

Template Design Ext-joom.com