Skidt sæsonstart for Stenhuset i 2. division

Stenhusets næstbedste hold hos både herrer og damer spiller i år i 2. division, og søndag d. 5. september var der sæsonpræmiere for begge hold. Herrerne var stillet overfor en svær opgave på udebane mod Falcon fra Århus, der har ambitioner om oprykning til 1. division. Damerne skulle spille mod Stars & Strikes på udebane i Frederikshavn, hvor Stenhusets hold stort set altid har problemer med at sejre. Herrerne leverede i det store hele en halvsløj sæsonpræmiere mod Falcon. I den første serie spillede århusianerne lidt nervøst og usikkert, og Stenhuset kunne sagtens have udnyttet dette til at snuppe to point. Flere af vores spillere var imidlertid ikke klar fra start, og dermed vandt Falcon 1082-1019. I anden serie viste Stenhuset virkelig format, og lignede pludselig et hold, der kunne bide skeer med de store. Jacob spillede fremragende med en serie på 245, mens også Thomas (213) og Knud Erik (216) bidrog til festen. Med en sejr 1216-1130 var Stenhuset tilbage i kampen. Desværre gik det herefter kun ned ad bakke. De to sidste serier blev tabt 1211-1029 og 1241-995. Som det fremgår af tallene, så hævede Falcon niveauet, mens Stenhuset ikke var i nærheden af at skabe spænding. I tredje serie havde Knud Erik en flot serie på 256, mens resten af holdet slet ikke kunne få spillet til at køre. Det samlede nederlag blev på 8-2 (4666 - 4259). I damernes 2. division leverede Stenhuset en særdeles sløv sæsonpræmiere i Frederikshavn. Første serie blev tabt 993-855, og stort set intet fungerede for vores hold. Meget bedre blev det ikke i anden serie, som blev tabt 986-812. I tredje serie udnyttede Stenhuset hjemmeholdets eneste svage serie til at snuppe 2 point med en sejr på 923-885, mens fjerde serie resulterede i endnu et nederlag (935-812). Samlet nåede Stenhuset 3402, hvilket ikke kan betragtes som godkendt. Men det hører naturligvis med til historien, at kampen blev spillet på de meget vanskelige baner i Frederikshavn - det er som regel på disse baner, at Stenhusets hold leverer sæsonens dårligste resultat. Øv! Dagens topscorer (herrer): Knud Erik (812) Dagens topscorer (damer): Ruth (632)

Template Design Ext-joom.com