Ny storsejr til damerne i Løvvang

Stenhusets damer satte tidligt søndag formiddag Fight fra Herning til vægs i dagens kamp i 1. division damer vest. Der var reelt tale om en kamp uden betydning, efter at oprykningen til bowlingligaen definitivt blev sikret i den seneste hjemmekamp mod Amici. Damerne stillede dog til start i stærkeste opstilling og var opsatte på at vise godt spil.

 

Opvarmningen blev en smule kaotisk. Charlotte havde hævede fingre og kunne ikke passe en eneste af sine kugler. Efter et par meget flyvske afleveringer blev det besluttet, at Charlotte skulle starte ude. Hun fik en pose is til at køle fingrene ned, således at hun forhåbentlig ville være klar til anden serie.

 

Kampen blev præget af en meget usikker indledning. Der var mange missere, mange 9’ere og meget få sammenhængende strikes. Heldigvis for Stenhuset haltede Fight hele tiden et enkelt skridt efter os, og derfor var der aldrig for alvor grund til panik. I de sidste tre ruder fandt Stenhuset pludselig storspillet frem, og så rykkede vi fra gæsterne. Det endte med en solid sejr på 1107-963. Susanne fik lukket fremragende og nåede 219, mens Heidi 210.

 

Anden serie blev fra starten præget af større stabilitet, men til gengæld uden de store udskejelser undervejs. Der var atter i denne serie ikke ret mange sammenhængende strikes, men spændende blev serien ikke – dertil spillede modstanderen ganske enkelt for svagt. Serien blev vundet 1061-952.

 

I tredje serie fik Fight en flyvende start. Flere doubles og tripple strikes satte Stenhuset under pres, og i 5. rude var vi, trods ganske udmærket spil, bagud med 90 kegler. Herefter var det som om det gik op for damerne, at vi var ved at tabe en serie, og så blev der skiftet gear. Adskillige spillere bidrog til stimevis af strikes, og på blot to ruder var de 90 kegler hentet hjem. Dette er helt klart en af holdets meget store styrker – der bliver ikke givet op selvom vi er langt bagud. Serien endte med at blive vundet med 1156-1033 efter en fænomenal afslutning.

 

Efter denne oplevelse var Fight groggy, og fjerde serie var blottet for spænding. Både Charlotte og Sascha åbnede serien med 6 strikes, og også de øvrige spillere gjorde en god figur. Stenhuset vandt 1221-1045. Charlotte scorede 249 i denne serie, mens Sascha scorede 233 og Ketty 215.

 

Samlet vandt Stenhuset 10-0 med 4545 kegler. Fight nåede ikke 4000. Stenhuset har nu vundet ni af sæsonens i alt 10 kampe i Løvvang med 10-0. Kun HBK 91 fra Horsens har formået at tage point fra Stenhuset i Løvvang, men de vandt til gengæld også 6-4.

 

Dagens topscorer:

Sascha 844

Charlotte 662 (3 serier)

 

Kampen blev efterfulgt af et hyggeligt spil rundbold på Løvvanghallens græsplæne – en oplevelse, som Ketty skulle tilbage til sin barndom for at finde mage til!

Template Design Ext-joom.com