Stenhusets damer fik ny storsejr og trækker fra i toppen

Søndag d. 14. februar skulle Stenhusets damer spille lokalkamp mod LBC – en kamp, hvor holdet nåede at blive ændret et par gange frem mod kampstart. Karla måtte melde fra grundet sygdom, og så blev Rie indkaldt. Der var nemlig afbud fra Charlotte og Sascha, der skulle deltage i Hammer Bronzen turneringen i Tilburg i Holland. Men lørdag aften stod det klart, at hverken Sascha eller Charlotte skulle spille finaler i den hollandske turnering, og derfor satte de ved midnatstid kursen nordpå. Således var de begge (nogenlunde) spilleklare i Løvvang søndag kl. 12.00. Rie tog plads på tilskuersæderne, og Grethe indvilligede i at tage med 2. holdet til Aars – en kamp som vores hold desværre tabte med 2-8.

Nå, men tilbage til kampen i Løvvang. Før dagens kamp havde Stenhuset vundet alle hjemmekampe med 10-0, hvis man ser bort fra 4-6 nederlaget til HBK 91. Dagens kamp blev ingen undtagelse. Stenhuset leverede en god solid præstation mod et ellers godt spillende LBC-hold, der kæmper for overlevelsen i første division.

I den første serie fandt stort set alle spillere et godt niveau. Ketty startede på bænken, og både Janni, Sascha og Randi fandt hurtigt brugbare linjer i banen. De nåede alle over 200 i denne serie. Sanne var lidt uheldig med et par splitter og en enkelt misser, og hun måtte med 165 lade sig udskifte. Men Stenhusets sejr på 1186-1062 var der ingen tvivl om.

I anden serie fik niveauet endnu en tand opad. Randi fulgte 216 fra første serie op med 221. Charlotte scorede 237, Sascha  202 og både Ketty og Janni lavede solide 194. Humøret var højt, stemningen god og fornemmelsen for endnu en storsejr var til stede. Heidi havde godt fat i førsteslaget, men var præget af sygdom, som drillede i sparespillet. Hun blev udskiftet efter anden serie, som endte med en sejr på 1201-1076.

Efter baneskiftet holdt Stenhuset fast i det gode niveau, men LBC ville bestemt spille med. I store dele af tredje serie lå vi helt lige, og flere af LBCs spillere havde flotte stimer af strikes. Desværre for dem kneb det lidt med nogle afgørende spares, hvilket gjorde, at Stenhuset mod slutningen af serien kunne trække fra. Laveste score var 175, højeste var 205. Det vidner om en god holdpræstation, som endte med en score på 1146 og endnu to point.

I den sidste serie var der grin og humør på holdet – i perioder også så meget, så spillet gik lidt for meget op i hat og briller. Der blev kørt forbi enkeltkegler, og der manglede lidt fokus på førsteslagene. Alligevel var vi ikke i nærheden af at tabe point, og så kan vi være glade for en meget flot serie – dagens højeste – på 254 til Susanne. Sascha scorede 228. Holdscoren blev 1137, sejren på 10-0 kom i hus med en samlet score på 4670. Reelt kunne vi godt have slået klubrekord i dag! De 100 ekstra kegler kunne være fundet med et par spares, samt mere fokus i sidste serie.

Stenhuset er fortsat på førstepladsen i 1. division vest, nu hele 13 point foran Viking, som er de nærmeste forfølgere. Næste opgave for Stenhuset er udekampen mod RBK 90 om 3 uger.

Dagens topscorer: Sascha (868) og Janni (806).

Template Design Ext-joom.com