Herrerne over 5000 i Silkeborg

Herrernes 1. hold var i dag søndag på besøg hos Apollon i Silkeborg. Kampen var weekendens eneste i 1. division vest herrer, og var efter sigende placeret i denne JM weekend, fordi bowlinghallen i Silkeborg ikke er åben for turneringsspil i vinterferieugen.

Vi husker sidste sæsons kamp mod Apollon i Silkeborg, som en kamp hvor banerne var OK, men hvor vi skulle kæmpe for at vinde kampen, og hvor hvor vi var bagud 4-2, men fik kampen vendt til en 6-4 sejr. 

Dagens kamp blev med tætte afgørelser og godt spil, der hævede sig væsentligt over kampen i sidste sæson. Vi havde en del unødvendige misser af enkeltkegler, men fik også i perioder spillet til at fungere udmærket.

Første serie blev en tæt kamp hvor Apollon midt i serien kom foran med 50 kegler, men hvor vi fik indhentet forspringet og inden 10. rude var foran med 10 kegler. Her lukkede vi Apollon helt ned, og serien sluttede med en Stenhuset sejr på sikre 84 kegler.

Anden serie forløb modsat af første serie. Efter at være foran med 50 kegler midt i serien smuldrede spillet for os, og Apollon var inden 10. rude foran med 20 kegler. Her satte Apollon trumf på, og lukkede sikkert serien til en sejr på 62 kegler. Herefter var kampen helt åben igen.

Nu skulle der foretages en indskiftning, men hvor indskiftningen normalt er konskvensen af en udskiftning, måtte der i dag skiftes selvom ingen havde spillet til at blive skiftet ud. Det er i sådan en situation at holdånden står sin prøve.

Tredje serie efter baneskiftet blev kampens eneste serie som aldrig blev spændende. Stenhuset sad helt på spillet og Apollon slog op i banen, og vi endte med en seriesejr på 174 kegler, hvilket også sendte keglerne i vores favør.

Nu skulle sidste serie også i hus, og med endnu en udskiftning skulle holdet vise sin styrke, fordi Apollon var pludseligt helt tilbage med storspil. Kampen var tæt og helt lige serien igennem og var efter både 8. og 9. rude helt lige. Men en stærk afslutning af flere spillere, sammen med en split til en af modstandernes bedste, afgjorde serien til Stenhusets fordel, og vi endte med at vinde serien med 27 kegler.

Samlet vinder vi med 5004 mod 4781, og 8 point til Stenhuset.

Vi skal spille på udebane mod Smut i Odense om to uger, og har herefter en længere pause indtil weekenden 20.-21. marts hvor der er dobbeltkamp. I stillingen ligger vi fortsat nummer to, med 11 point op til Brasilia og 11 point ned til Sydjysk Bowling Team, som dog begge har en kamp mindre.

Dagens individuelle resultater: Kimmy med et superindhop 456 på 2, Kløjer med 866 og Per Dennis med 853.

Se alle kampens resultater på infosport.

Template Design Ext-joom.com