Damerne gjorde hjemmearbejdet med storsejr over RBK 90

Stenhusets damer spillede søndag d. 15. november sæsonens blot anden hjemmebanekamp, og det endte med en ny solid magtdemonstation, idet randrussianske RBK 90 blev sendt hjem til Kronjylland med et nederlag på 0-10. Damerne leverede en god all-round præstation mod et ellers ganske velspillende RBK-hold.

Den første serie startede lidt turbulent, idet et banesæt brød nød. Dermed måtte vores hold efter opvarmningen flytte fra bane 13-14 til bane 29-30, og således spillede de to hold stort set i hver sin ende af hallen. Det lod Stenhuset sig dog ikke mærke af. Den første serie var ganske tæt, men sejren blev til sidst hevet hjem med 1097-1060, bl.a. i kraft af fremragende serier på 224 (Charlotte) og 221 (Sascha).

I anden serie hævede Stenhuset niveauet, og så kunne gæsterne ikke følge med. Med 224 til Sascha og 222 til Randi - og et i øvrigt velspillende hold - var sejren på 1146-1014 aldrig i fare. Så kunne holdet begive sig ud på en vandring for at fortsætte kampen på bane 15-16.

I tredje serie måtte holdlederen foretage en udskiftning midvejs i serien, men heldigvis bibeholdt flere spillere et højt niveau - kendetegnet for et tophold. Heidi scorede 224 i denne serie, og nok en gang var også Charlotte og Sascha over 200. Således blev serien vundet 1086-1041.

I den fjerde serie skruede gæsterne fra Randers op for niveauet, og Stenhuset var en overgang bagud. Men mod slutningen fik flere af spillerne nogle vitale double- og tripplestrikes, som sikrede sejren i en meget velspillet serie. Med 210 fik Susanne meldt sig ind i kampen, og Sascha sluttede af med 216. Charlotte scorede 206 i denne serie. Således blev serien vundet 1168-1114.

Alt i alt blev det 10-0 til Stenhuset (4497-4229). Kampen blev kendetegnet ved, at der i hver eneste serie var 2-3 spillere over 200, hvilket var nok til at bære, hvis en enkelt spiller ikke kunne få det til at køre. Dette har været kendetegnende i flere af damernes kampe - spillerne er gode til at supplere hinanden og hive de nødvendige sejre i land.
Dagens topscorere: Sascha (867) og Charlotte (842). GODT GÅET PIGER!

Stenhuset skabte yderligere luft til forfølgerne, idet Thor 94 overraskende tabte på hjemmebane 2-8 til HBK 91. Også Fight tabte fire point mod LBC. Stenhuset kan overtage førstepladsen i 1. division, med mindre HIK søndag fik fuldt hus hjemme mod Smut. Dette resultat er i skrivende stund ikke kendt.

Næste opgave for damerne er Fight på udebane i Herning om 14 dage, inden der d. 6. december venter et rigtigt topbrag, når HIK gæster Løvvang.

Template Design Ext-joom.com