Herrerne reddede en 6-4 sejr i Hobro

Dagens kamp i Hobro mod HIK skulle vise sig at blive en større udfordring end forventet for herrernes førstehold. Mange banefejl og lange ventetider i forbindelse med genrejsning af kegler, gav spillet en ujævn rytme. Selvom det ikke burde påvirke rutinerede spillere, er det alligevel svært ikke at lade sig påvirke i situationen, når spillet ikke fungerer optimalt.

Første serie startede jævnbyrdigt og med HIK løbende gennem serien lidt foran, men efter 8. rude stod det lige og inden 10. rude var vi foran med 20. HIK sluttede dog stærkt, hvilket de gjorde i alle fire serier. Samtidigt lavede vi et par ærgerlige misser, og så tabte vi med 25 kegler, trods en flot 7 dækker fra Jan P.'s hånd. Generelt lavede vi for mange splitter og misser i første serie.

Anden serie blev også spillet på et for lavt niveau. Vi fik lidt bedre styr på splitter og misser, men til gengæld var der ikke længere så mange sammenhængende strikes, så vi halsede gennem det meste af serien efter med 50 kegler, hvilket også blev størrelsen på nederlaget i anden serie. Nu var vi bagud med 91 kegler samlet, så det var nu ved at være sidste udkald.

Vi blev inden tredie serie enige om at få mest muligt ud af spillet, og det gav holdet et spillemæssigt løft. Baneskiftet havde en positiv effekt, og strikerne begyndte igen at hænge sammen. Mod slutningen førte vi så stort at de samlede kegler stort set var indhentet, men satte i 10. ruden lidt til, via endnu en god HIK afslutning, og inden sidste serie var vi bagud med 26 kegler.

Den sidste serie så længe ud til at skulle gå sikkert til os, efter 8. rude var vi foran med 110 kegler, men i en lidt løssluppet stemning missede vi til sidst i kombination med en utrolig stræk afslutning fra HIK, og det der ligende en sikker sejr med de samlede kegler endte med at blive en difference i vores favør på 15 kegler, 4710 mod 4725.

Samlet set en godkendt indsats forholdene taget i betragtning, og dygtigt reddet i hus, efter et stort pres med 0-4 ved baneskiftet.

Individuelt blev Jan P. topscorer med 857, fulgt af Torben med 833. Knuden scorede 631 på 3, og præsterede en flot afslutning med 10 strikes og en sidste serie på 280.

Holdet har nu en uges pause, inden lokalopgøret søndag d. 5. april kl 13.00 mod Five o'Clock. Stenhuset har med week-endens resultater, stadigt muligheden for en 2. plads i herrernes 1. division vest. Det er dog så tæt at det også kan risikere at blive en 5. plads.

Se alle kampens resultater her.

Template Design Ext-joom.com