Liga damer: Stenhuset chanceløse mod topholdet

Søndag d. 12/3 gæstede dameligaens suveræne tophold Løvvang Bowling Center. Siden omlægningen af ligaformatet for 4 år siden har Stenhuset aldrig slået Stars & Strikes, og dette blev der desværre langt fra lavet om på i dag. Dermed blev der også sat en effektiv stopper for Stenhusets sejrsstime i ligaen.

I de første fire serier var Stenhuset reelt reduceret til statister. Vores spil var middelmådigt uden at være decideret dårligt, men vi kunne ikke matche gæsterne, hverken hvad angår førsteslag eller sparesikkerhed. Efter to serier var vi bagud 0-16, og når vi skal være ærlige var vi ikke specielt tæt på at snuppe point. Især i anden serie, hvor vi kun nåede omkring 1030, så det ikke for godt ud.

I tredje serie tabte vi 2-6, mens vi i fjerde serie så ud til at snuppe 4 point – indtil Mai Ginge lukkede med 5 strikes. Dermed sluttede også denne serie 2-6.

I femte serie tabte vi igen 0-8, inden det lykkedes at snuppe 6 point i sidste serie. Her scorede Lotte og Randi begge 254 (på samme double), og også Maria og Emma sikrede sig en sejr.

Samlet vandt gæsterne 10-38, og det kan der ikke siges noget som helst til.

 

Næste kamp for Stenhusets vedkommende er på hjemmebane mod BK Viking.

Dagens topscorer: Lotte Houbo (1156)

Template Design Ext-joom.com