Stine N. Johansen vandt bronze ved UDM ynglinge

En god håndfuld spillere var i weekenden i Rødovre for at spille om de danske mesterskaber i single og double for ynglinge. Stine N. Johansen, der netop har været med landsholdet i Frankrig, var på forhånd blandt de største favoritter til at blande sig i medaljestriden.

Man må sige, at Stine levede op til favoritværdigheden i indledende runde. Med et flot resultat på 1234 lagde hun sig på en sikker førsteplads og kvalificerede sig dermed til semifinalen. Stine var den eneste pige, som opnåede et resultat over 1200, og dermed lignede det en formsag for Stine at spille sig gennem semifinalen (12 spillere) til trinfinalen, hvortil de seks bedste spillere kvalificerede sig.

I semifinalen kom Stine imidlertid i modvind, og opnåede "kun" 1094 kegler. kvalifikationen til trinfinalen var aldrig i fare, men i det meget tætte felt dumpede Stine fra første- til femtepladsen, og vejen ind i medaljerækken var pludselig lang og fyldt med forhindringer. Den første forhindring i trinfinalen var nummer 6 efter indledende runde og semifinalerne, nemlig Pernille Øager Christensen fra Center. Her tabte Stine desværre klart med cifrene 151-201.

Det blev til gengæld til en bronzemedalje til Stine i double, hvor hun sammen med Maria F. Pedersen fra Grindsted BK scorede 2317 point. Også her var der tæt løb om medaljerne. Sølvmedaljen til Louise Jørgensen (Trekanten) og Louise Andersen med 2323, sølle seks kegler mere end Stine og Maria. Og fra sølv til guldpladsen var der såmænd kun 20 kegler.

Stenhuset havde ikke yderligere spillere i finalespillet, men på www.spilbowling.dk kan du finde et link til mesterskabssiden, hvor du kan se alle resultaterne, som blev opnået af Stenhusets spillere.

Tillykke til Stine med bronzemedaljen

Template Design Ext-joom.com