Præcis som sidste år blev kvartfinalen i damernes landspokalturnering endestationen for Stenhusets damer. Modstanderen i lørdagens kamp var bowlingligaens tophold, Trekanten fra Kolding. Til denne kamp var der afbud fra den skadede Sascha Wedel, samt fra Charlotte Madsen og Stine N. Johansen (sidstnævnte på grund af UDM i Odense). Holdet bestod således af: Susanne Knudsen, Randi Christensen, Dorthe Sidelmann, Heidi B. Madsen og Maria B. Jensen.

Stenhuset gjorde en ganske udmærket figur i Kolding, men der var intet at stille op mod et suverænt spillende hjemmehold. De første to serier blev tabt klart (935-1039 og 933-1051), og trods fortsat optimisme var kampen på dette tidspunkt reelt tabt. Stenhuset vandt herefter den tredje serie med 1015-945, men i fjerde serie kunne vi kun passivt se til, mens Trekanten bragede videre og vandt 854-1051.

Stenhuset bedste spiller i kampen var Dorthe Sidelmann med 889 (snit: 222). FLOT GÅET!

Den tidligere Stenhuset-spiller, Maiken Christensen, var kampens helt store spiller. Hun scorede imponerende 955 på 4 serier. Et sådant resultat fortjener stor anerkendelse!!

Trekanten er nu videre til finalespillet sammen med BK Viborg, Pin-Crackers og SISU.

Finalen i Jydsk Turnering 2011 spilles d. 3. april 2011 i Pletten, Vejle (og ikke som tidligere meddelt d. 27/3). Følgende otte hold har kvalificeret sig til finalen:

Stenhuset
Uldjyden
Viking
Trekanten
RBK 90
HBK 91
HIK Bowling
BK Viborg

Der spilles "alle mod alle" og finalen starter kl. 12.00. Stenhuset ønsker vores damehold held og lykke med finalen.

Stenhusets damer spillede sig søndag d. 12. marts sikkert gennem regionsfinalen i Jysk Turnering. Her var de otte bedste hold fra Nordjylland samlet i Løvvang Bowling Center, og kun 2 hold kunne slippe gennem nåleøjet til den jyske finale, hvor også "top 2" fra region 2 (vest- og midtjylland), region 3 (østjylland) og region 4 (Sydjylland) deltager.

Stenhuset præsterede i de syv kampe at vinde seks og spille en enkelt uafgjort. Dette må siges at være godkendt, og nu er der lagt op til en spændende finale i Pletten (Vejle) søndag d. 27. marts. Søndagens hold bestod af Randi, Ketty, Stine og Charlotte.

Herrerne måtte desværre nøjes med den utaknemmlige tredjeplads i regionsfinalen. Holdet fik en hård start med nederlag til både ABT og BK Outsiders, og herefter hjalp det ikke, at herrerne hentede fem sejre på stribe. Både Aalborg Bowling Team og Outsiders klarede de resterende kampe uden nederlag (bortset fra den indbyrdes kamp), og dermed er de to hold kvalificeret til den jyske finale.

Stenhusets damer har spillet sig frem til kvartfinalerne i DBwFs landspokalturnering, og her venter en svær opgave, idet vi har trukket bowlingligaens tophold, Trekanten, på udebane i Kolding Bowlinghal.

Kampen spilles lørdag d. 26. marts kl. 12.30.

Stenhusets damer spillede sig lørdag d. 5. marts sikkert videre i Danmarks Bowling Forbunds landspokalturnering. Modstanderen var Sydjysk Bowling Team fra Brørup på udebane, og den lange køretur skulle selvfølgelig gerne resultere i en pligtsejr.

Den første serie blev ikke nogen skøn oplevelse. Randi var med 183 sit holds bedste, og sejren blev lige akkurat trukket i hus med knebne 853-849. I anden serie blev spillet væsentligt bedre, og sejren på 924-785 afgjorde reelt kampen til Stenhusets fordel. Stine (211) var holdets bedste i denne serie. Tredje serie blev en tæt affære, som endte med en sejr til Stenhuset på én sølle kegle (864-863). I denne serie var Heidi bedst med 195.

Samlet vandt Stenhuset altså 6-0, og den sidste serie skulle således ikke spilles. Topscorer blev Stine med 577. Damerne er således videre til Tredje runde, hvortil der trækkes lod i slutningen af marts. Modstanderen bliver Trekanten, ST eller vinderen af Viking og BK Viborg (spilles 22/3). 

Der er nu trukket lod til anden runde i damernes landspokalturnering, og Stenhusets damer skal lørdag d. 5. marts kl. 11.00 møde Sydjysk Bowling Team i Brørup.

Det øvrige kampe i vest er:

Trekanten - Brasilia
ST - Enghaven
Viking - BK Viborg

 

Så er juleferien slut. Torben Nygaard er klar til at herse med sine elever igen. Første træning er mandag den 17/01. Derefter hedder det 31/1 - 14/2 - 28/2 - 14/3 - 28/3 - 11/4. Sæt igang.

Husk juleafslutningen i seniorafdelingen torsdag den 16. december. Vanen tro er der æbleskiver, glögg, kaffe eller the, samt bankospil efter bowlingen, der som sædvanligt ledes myndigt af Jan Holmgren. Sidste frist for tilmelding er søndag den 12. december. Menuen er gratis. Husk at oplyse, om du vil have kaffe, the eller glögg til skiverne. Tilmelding til seniorlederen.

PD

Sascha Wedel kunne søndag d. 31/10 krone en travl weekend med en mesterskabsmedalje, da hun sammen med Paul Hutchinson vandt bronze i JM mix i Viby ved Aarhus. Fredag aften var der klubfest med efterfølgende bytur. Lørdag var der indledende runde ved JM mix, hvor Sascha scorede imponerende 1367. Søndag kom bronzen i hus efter finalespillet, og mandag blev det så lige til en serie på 298 under træningen (gad vide om trætheden indfandt sig i 12. slag?)

Weekendens bronzemedalje kom som sagt i hus efter en meget flot præstation i indledende runde, hvilket blev fulgt op af en stabil semifinalepræstation. I finalens fem serier præsterede Sascha følgende seriescore: 227, 200, 212, 254 og 194. Omend Paul Hutchinson spillede et fornuftigt JM, så kunne han keglemæssigt ikke følge med Sascha. Ambitionerne rakte helt givet til guld, men Stenhuset ønsker naturligvis stort tillykke med en flot mesterskabsmedalje til Sascha.

Også Stenhusets Stine Nørgaard Johansen nåede semifinalen ved JM mix samt med makkeren (og kæresten) Lasse Scherlund. De to talenter sluttede på en flot samlet 7. plads.

Stenhusets Dorthe Sidelmann vandt i den forgangne weekend det nordjyske mesterskab for damer, som blev afviklet i Hjørring Bowling Center. Dorthe præsterede et flot resultat på 1217, hvilket var 23 kegler bedre end den nærmeste forfølger, sølvvindende Lone Thomsen fra Hjørring BC.

Stenhuset ønsker Dorthe et stort tillykke med mesterskabet.