5.marts: guldkurs i eliteserien og oprejsning i Jylland/Fyn serien

Stenhusets første hold ungdom skulle i weekendens eliteserierunde i Odense forsøge at forsvare førstepladsen. Og man må sige, at det startede skidt for vores hold: De to første kampe mod Trekanten og Grindsted BK (som ligger på anden- og tredjepladsen, og kæmper for at indhente os) blev tabt. Men herefter kom der andre boller på suppen: Stenhusets hold, som bestod af Jacob, Rikke, Martin og Erik, vandt de resterende syv kampe, og opnåede dermed for tredje runde i træk en pointhøst på 14 point.

Trekanten og Grindsted BK høstede hhv. 14 og 12 point i weekendens runde, og dermed lykkedes det ikke at minimere Stenhusets forspring, som fortsat er på seks point til de nærmeste forfølgere. Der resterer nu to spillerunder i eliteserien, som skal afvikles i hhv. Århus og Odense. Efter de 10 indledende runder fordeles DBwFs mesterskabsmedaljer i guld, sølv og bronze. Herefter kvalificerer de tre medaljetagere sig til det landsdækkende pokalslutspil, hvor også medaljetagerne fra østrækken deltager.

Stenhuset er altså fortsat på guldkurs i eliteserien ungdom - og vi skal faktisk syv år tilbage for at finde den seneste medalje af guld til Stenhuset i Danmarks bedste ungdomsrække.

Også andetholdet i Jylland/Fyn serien havde en god lørdag. Trods afbud fra Andreas og Mika, der begge deltager i et stævne i Holland, lykkedes det at få et hold sendt af sted. Og efter to runder i træk med en katastrofal pointhøst (0 point og 14 nederlag på stribe) lykkedes det i denne weekend at vinde 4 af de 7 kampe. Og ikke nok med det, det lykkedes at levere god bowling og slå flere af rækkens tophold.

Bl.a. bankede vi Grindsted BK 2 i en serie, hvor Daniel G. Nielsen scorede 178 og Jeremy 198. KBK/Kammeraterne blev slået med én kegle, så her må man sige, at marginalerne var med Stenhuset. Smut 2 blev slået med 487-440, og også topholdet Trekanten blev slået i en serie, hvor Sabina (187) og Jeremy (191) spillede rigtig godt.

GODT GÅET af vores andethold, som nu ligger på femtepladsen i Jylland/Fyn serien.

Template Design Ext-joom.com