Stenhuset skrev historie i landsjuniorturneringen

I oktober 2008 skrev Stenhuset sig ind i historiebøgerne blandt de meget få klubber, som har præsteret at gennemgå en hel runde i landsturneringen for ungdom med maksimalt pointudbytte. Dengang vandt vores juniorhold samtlige 7 kampe med cifrene 5-0 og skrabede dermed 35 point sammen. I weekenden d. 3.-4. januar 2009 gentog juniorholdet denne bedrift i World Cup Hallen i Rødovre, og præsterede dermed, hvad intet dansk bowlinghold nogensinde tidligere har præsteret: Maksimalt pointudbytte efter 2/3 spillerunder i Danmarks bedste juniorturnering.

I lørdagens kampe var Smut fra Odense den første modstander, og fynboerne blev slået så klart som 1436-1187 på keglefaldet, hvilket rakte til en sejr på 5-0. Efterfølgende var keglefaldet mod Trekanten-KIF 1426-1109, mens det mod Grindsted BK blev 1430-1279. I lørdagens sidste kamp blev Center trynet med 1437-1267. En uhyre solid og fantastisk præstation. Der kunne fremhæves mange individuelle resultater, men det må ikke forbigås, at Jesper S. Jensen i de seks første serier spille med præcis 200 i snit.

I søndagens kampe blev først bundholdet fra Nordsjællands BC slået 1319-1155. Derefter var det de nærmeste forfølgere fra Ravnsborg, der blev slået 1417-1215, og slutteligt kom weekendens højeste resultat mod SISU, som blev slået 1484-1259. Dermed er Stenhuset nu ubesejret i 14 kampe i landsjuniorturneringen, og er 29 point foran nærmeste forfølgere. Førstepladsen i grundspillet er således sikret allerede inden kampene i 3. runde, som afvikles i Odense i april måned.

I søndagens kampe præsterede Rikke Johansen igen at slå et par af de danske rekorder, som hun selv satte for få uger siden. Var der nogen, der sagde talent!!!

Stenhusets landsynglingehold leverede en svingende, men bestemt godkendt præstation i Rødovre. I en velspillet åbningskamp kom holdet ellers skidt fra start lørdag, da SISU sejrede med 5-0 (1610-1425). Herefter blev det til tre sejre. Først var det topholdet Grindsted BK, der blev besejret 3-2 med den snævrest mulige margin (1584-1583). Senere blev Center besejret 3-2 (1397-1312) og slutteligt var det NBC, der blev besejret 3-2 (1450-1411).

I søndagens kampe fik holdet en drømmestart med 5-0 over bundholdet KBK/Kammeraterne (1462-1357). Herefter spillede holdet en brandkamp mod Pin-Crackers, som er en af de nærmeste konkurrenter til en plads blandt de fire hold i slutspillet. Københavnerne blev besejret 5-0 (1615-1417). Slutteligt var holdet særdeles uheldige mod Trekanten fra Kolding, som formåede at slå os 5-0 (1494-1461).

I den samlede stilling ligger ynglingene nu på 4. pladsen med 38 point. Det er det samme antal som SISU på 3. pladsen og 3 point flere end Pin-Crackers på 5. pladsen. Der er lagt op til en spændende sidste runde i Odense i april, hvor Stenhuset skal forsøge at forsvare placeringen i top-4, som giver adgang til medaljeslutspillet.

Juniorholdet bestod denne weekend af: Jesper S. Jensen, Erik K. M. Jensen, Stine N. Johansen, Kim Knudsen og Rikke N. Johansen.

Ynglingeholdet bestod af: Randi B. Christensen, Bjørn S. Jensen, Martin B. Jensen, Andreas Ydesen & Heidi B. Madsen.

Template Design Ext-joom.com