1. hold herrer vandt højspændt kamp

Stenhusets herrer startede den nye sæson på hjemmebane mod oprykkerne fra Sydjysk Bowling Team. Der ventede en svær kamp, idet gæsterne fra Sønderjylland har flere spillere på holdet, som har stor erfaring fra 1. division og ligaen fra andre klubber. Der var derfor ikke andet at gøre end at gå frisk til makronerne.
 
Den første serie blev meget spændende og ganske velspillet. Efter en forsinket start grundet baneproblemer lagde holdene ud med at følges pænt ad. Gæsterne fik efterhånden en lille føring, som Stenhuset dog fik halet ind i 6. og 7. rude. Det var især Kimmy, der med 260 gjorde en stor forskel. Serien blev vundet 1228-1170 efter en flot afslutning af Stenhuset.
 
I anden serie gik flere af vores spillere helt i stå. Det var kun Torben (236) og Kløjer (229) der forhindrede katastrofen, for Stenhuset kunne meget nemt have tabt denne serie stort. Sønderjyderne spillede fornuftigt, men ikke pragende, og vandt 1189-1138.
 
I tredje serie, som Stenhuset ofte har haft problemer med, kom gæsterne bedst fra start, og mon ikke der blandt tilskuerne spredte sig en frygt for, at Stenhuset kunne gå hen og blive sat af i denne fase af kampen. Men hendigvis rykkede holdet sig selv op med hårrødderne, og i 6.-8. rude spillede vi ganske enkelt fremragende. Serien blev vundet 1212-1123 - og dermed fik vi en god portion kegler sat i banken.
 
Den sidste serie havde alt, hvad der får adrenalinen til at punpe i en bowlingkamp. Sønderjyderne startede med mange sammenhængende strikes, og fik skabt sig et forspring, som i 5. rude var vokset til 60 kegler. Dermed lå kampen og vippede på en knivsæg. Men atter en gang fik Stenhuset taget sig sammen, og efter 9. rude havde vi faktisk fået skabt os et lille forspring. Hele holdet var oppe i gear, men desværre fik vi to ærgerlige missere i 10. rude - og det ligende et nederlag. Men Torben og Kløjer gav ikke op. De lavede begge en double i 10. rude, og så endte det med, at Kløjer skulle spille den sidste kugle. En 8'er ville betyde uafgjort. Det blev en 9'er, og euforien kunne bryde ud på Stenhusets hold, der dermed vandt den sidste serie 1231-1230.
 
Kampen blev spillet i en intens atmosfære, og ingen tvivl om, at Stenhuset kan være bedst tilfreds med resultatet. Gæsterne var med til at skabe en velspillet kamp, som endte med et blive en perfekt start på den nye sæson for Stenhuset. Den samlede sejr blev på 8-2 (4809-4712).
 
Bedste personlige resultater:
Torben 868
Kløjer 889
Kimmy 859
 
Kampen blev også "gendebut" for Henning, som vi er glade for at have tilbage i klubben.

Template Design Ext-joom.com