Sølv til damerne efter flot udesejr

Målsætningen for Stenhusets damer i denne sæson var at gøre sig gældende i den øverste halvdel af 1. division damer, og måske spille sig ind i medaljerækkerne. Lørdag d. 25. april spillede damerne så sæsonens sidste kamp på udebane mod Amici, der gennem hele sæsonen har været med helt fremme i divisionen. Muligheden for oprykning var kun teoretisk, idet KBK/Kammeraterne før sidste kamp var otte point foran Stenhuset. Opgaven var derfor, at høste fire point i udekampen mod Amici, hvilket ville sikre sølvet.

Stenhusets damer lavede i det store hele en god præstation! Holdet, der havde afbud fra Linda, Sascha og Heidi, var indstillet på, at sæsonen skulle sluttes af på bedste vis. I den første serie var Stenhuset dominerende fra start til slut. Vi var langt mere sikre i sparespillet, og der var god guist på holdet. Susanne (204) og Henriette (200) gik forrest i sejren, der blev på komfortable 1076-993.

I anden serie kom århusianerne langt bedre med, og fik hurtigt skabt sig et forspring. Stenhusets spillere slap dog ikke grebet, og bed sig fast i haserne af hjemmeholdet. Dette skete især i kraft af en flot stribe strikes til Henriette. Men Amici var lige en tand skarpere. Selvom Henriette nåede op på 225, tabte Stenhuset 1072-1083.

I den tredje serie fortsatte de gode takter. På de første seks ruder var der kun ganske enkelte missere - ellers blev alt sparet. Det sikre sparespil lagde grunden til en sejr på 1088-1015. Dermed var opgaven løst, og sølvet i hus. I den sidste serie faldt Stenhusets niveau en smule. Charlotte holdt med en serie på 206 dampen oppe, men der kunne ikke siges noget til Amicis sejr på 1076-1028. Hjemmeholdet var dog aldrig i nærheden af at hente Stenhusets keglefald - det endte med en samlet sejr på 6-4 (4264 - 4167).

Bedste personlige resultater: Henriette (795) og Charlotte (753)

KBK/Kammeraterne sikrede sig oprykning til bowlingligaen efter sejr på 6-4 i Hjørring. Tillykke med det :-) Viking snuppede bronzen for næsen af Amici, men på en skændig baggrund. Viking skulle spille i Randers, hvor hjemmeholdet RBK 90 udmærkede sig ved at udeblive.

Hjørring BC og Thor 94 rykker ud af 1. division, mens Smut og LBC rykker op. Dermed kan vi se frem til spændende lokalopgør mod LBC i Løvvang. Velkommen til de grønne!

Template Design Ext-joom.com