2. division: Storsejr til Stenhuset i lokalopgør

Stenhuset fik lørdag d. 1. december en kærkommen storsejr i 2. division herrer, da lokalrivalerne fra Nordkraft blev besejret. Dagens modstandere lå før dagens kamp på rækkens andenplads, mens Stenhuset lå nummer 5. Storsejren var derfor i nogen grad overraskende. 

Stenhuset kom fremragende fra start og bragte sig foran 22-2 efter de første tre serier. BK Nordkraft startede særdeles svagt med serier på 1035, 1011 og 1045. Stenhuset spillede rigtig god bowling med 1174, 1126 og 1234. Ironisk nok var det i tredje serie, den bedste, at det lykkedes for Nordkraft at stjæle point. I første serie var Torben (233), Per D (219) og Jacob (219) flyvende. I anden serie gik Bastian (213) og Leo (203) forrest, mens hele fire spillere var over 200 i tredje serie: Martin (237), Bo (220), Bastian og Jacob (211). Som det fremgår bidrog alle spillere til "festen". 

Fjerde serie var jævnbyrdig, men det endte med en smal sejr på 6-2 til Stenhuset (1143-1126). Martin fortsatte det fænomenale spil med en serie på 234. 

I de to sidste serier mandede Nordkraft sig op og fik afværget ydmygelsen. Femte serie endte 4-4. Stenhuset vandt to doubler, men tabte keglerne knebent (1119-1132). Leo gjorde en forskel med dagens bedste Stenhuset-serie på 239. Sidste serie gik Nordkrafts vej. Stenhuset spillede dagens klart dårligste serie med 1056 mod 1133. Kun Torben (229) holdt højt niveau i denne serie.

Samlet 34-14 til Stenhuset (6852-6482). 

Keglemæssigt var det sæsonens klart bedste kamp, og Stenhuset nærmer sig nu toppen af 2. division. 

Dagens topscorer: Torben (1256)

Template Design Ext-joom.com