2. division herrer: Storsejr rakte lige akkurat ikke

Stenhusets herrer i 2. division herrer sluttede søndag d. 1/5 en meget omskiftelig sæson af med en hjemmekamp mod Stars & Strikes Frederikshavn. Den omvendte kamp i efteråret vandt frederikshavnerne med 24-8, så Stenhuset havde i den grad revanche til gode. 

Rent spillemæssigt blev det ikke nogen stor kamp, men hvad gør det, når kampen ender med en storsejr. 

I første serie spillede gæsterne skidt og Stenhuset havde ikke de store problemer med at vinde 8-0. Jan P og Per Dennis vandt med 10 kegler, men de øvrige doubler vandt sikkert. 

I anden serie kom Gabi og Leo i krise og tabte klart, men de øvrige doubler vandt stort. Jeppe (219) og Jan P (219) spillede fremragende. Dermed sikkert 6-2 til Stenhuset (1145-1021).  

Tredje serie endte også 6-2 (1054-976). Kløjer og Jeppe tabte med 60 kegler, men der var ikke spænding i de to øvrige. Spænding var der til gengæld i 4. serie. I 8. rude kunne kampen slutte 8-0 til begge hold. Men en fremragende slutspurt, bl.a. af en stribe strikes fra Henrik Jensen og en vigtig double fra Per D sikrede en forrygende sejr på 8-0 (1100-1054). 

Dermed vinder Stenhuset kampen med 28-4 (4394-4003). 

Amici høstede 18 point i dagens hjemmekamp mod HIK, mens Nordkraft fik 11 point i Viborg mod et storspillende ST hold. 

Dermed får Nordkraft sølv med 312 point. Amici får bronze med 311 point og Stenhuset får ingen verdens ting med 310 point :-(
At det skulle ende så tæt er symptomet på en særdeles omskiftelig sæson i 2. division - en meget tæt række, hvor alle har slået alle. De to point, som skilte os fra en sølvmedalje, kan vi finde mange steder. 

Sæsonens højdepunkter: 24-8 på udebane over ST, 26-6 i lokalkampen mod Nordkraft, 25-7 over LBC i januar, 20-12 ude over oprykkerne fra HIK, 28-4 over BK Viborg og 28-4 over Stars & Strikes

Sæsonens lavpunkter: Nederlag på 28-4 til LBC og en holdscore 4115, nederlag i begge kampe mod bundholdet Viking, hjemmenederlag på 4-28 til Amici, nederlag på 28-4 i Frederikshavn (holdscore 3971).....

Alt andet lige må vi sige, at bundniveauet skal hæves til næste år, men så har holdet bestemt også medaljepotentiale. 

Dagens topscorer: Henrik Jensen (618 på 3 serier)

Template Design Ext-joom.com