Dameliga: Tredjeplads i grundspillet efter en sejr og et nederlag i sæsonens sidste kampe

Stenhuset afsluttede grundspillet i denne sæsons dameliga med to svære udekampe mod Trekanten i Kolding og mod RBK 90 i Randers. Kampene var reelt uden betydning for Stenhuset, idet der nærmest uanset udfaldet af kampene ikke kunne rokkes ved vores tredjeplads. Trekanten derimod havde mulighed for at sikre sig grundspillets førsteplads, og RBK 90 kunne nå en plads i slutspillet. Der ventede derfor trods alt to spændende kampe.

Lørdagens udekamp mod Trekanten blev en meget usædvanlig kamp. Stenhuset spillede på mange måder en rigtig god kamp, men var oppe mod overmagten. Trekanten spillede virkelig efter grundspillets førsteplads, hvilket blev realistisk efter at Stars & Strikes højst overraskende tabte på hjemmebane til Pin-Crackers.

Kampen i Kolding startede meget lige. Første serie var "på det jævne" og meget tæt. Ved indgangen til 10. rude var alle tre doubler lige og kunne reelt gå begge veje. Desværre var Stenhuset ikke skarpe, heldige og dygtige i 10. rude, og dermed vandt Trekanten alle tre doubler og sikrede sig en sejr på 8-0. Den ene double blev vundet med 4 kegler, en anden med 1. Surt!

Stenhuset kom meget bedre med i anden serie. Vi vandt en double stort nok til også at vinde keglerne, men en miss i 10. rude på en anden double kostede et nederlag på 4 kegler. Dermed endte serien 4-4. 

I tredje og fjerde serie spillede Stenhuset fremragende, men tabte begge serier 2-6. Hjemmeholdet spillede rigtig god bowling. I tredje serie oplevede Anne og Christine at tabe en serie på 450. I fjerde serie lavede Charlotte vores højeste serie med 268. Stenhuset seriescorer i de to serier var 1274 og 1255. 

I femte og sjette serie faldt niveauet, men begge serier endte 6-2 til Trekanten. Stenhuset scorede 1082 og 1128. 

Samlet resultat: 36-12 (7187-6991). Keglemæssigt var det vores næstbedste kamp i denne sæson. Topscorer var Randi (1281) og Charlotte (1273).

 

Søndag gjaldt det så udekampen mod RBK 90 i Randers. Vores indbyrdes opgør mod kronjyderne er altid meget tætte, og i dag blev ingen undtagelse.

Stenhuset kom godt fra start. En flot serie på 1183 og to doubler på 422 og 411 sikrede en 6-2 sejr. Mika startede bedst med 222.

I anden serie spillede hjemmeholdet markant bedre og scorede 1200 mod vores 1132. Heldigvis vandt vi to doubler, men tabte den sidste meget stort. Dermed sluttede serien 4-4. Samme resultat fik vi i tredje serie, hvor Stenhuset var keglemæssigt bedst (1089-1056). Vi var uheldige at tabe en double med 8 kegler. 

I fjerde serie spillede hjemmeholdet pludselig fremragende. Vi var reelt ikke tæt på at få point og tabte 8-0 (1268-1099). Nu førte RBK 90 18-14 og vi skulle op på hesten igen. 

Det kom vi heldigvis også! Begge de sidste serier blev vundet 6-2 (Vi scorede 1182 og 1149). Dermed vandt vi kampen 26-22, hvilket var samme resultat, som da de to hold mødtes i Løvvang for et par måneder siden.

Dagens topscorer var Charlotte med 1222.

Stenhuset slutter med 437 point på tredjepladsen og 10 sejre i 16 kampe.

Slutspillet spilles i Tårnby på Amager d. 30. april og 1. maj. I semifinalen vælger Trekanten modstander først (idet de vandt grundspillet). Vi må antage, at de vælger Pin-Crackers, som blev nummer 4. Sker dette, skal vi i vores semifinale møde Stars & Strikes.

Template Design Ext-joom.com