Onsdag d. 1. maj 2019 blev årets klubmesterskab afviklet i Løvvang Bowling Center.

Resultaterne blev som følger:

Damer
Lone Toft Thomsen blev klubmester efter en meget velspillet indledende runde og en flot finale. De fire semifinaledeltagere var Lone, Stine, Anne og Julie. Lone scorede 237(+5) og spillede sig dermed sikkert i finalen. Modstanderen blev Anne, som i semifinalen scorede 204(+15). Julie måtte sande at 192(+10) desværre ikke var nok. Stine scorede 189. 
I finalen vandt Lone med 225 - 174 over Anne og kan dermed kalde sig klubmester.

Herrer
Herrernes semifinale blev også meget velspillet. Anders, der havde spillet en meget flot indledende runde, blev slået ud efter en serie på 180(+15). Trods en flot serie på 212(+10) blev Jacob også slået ud. Til finalen kvalificerede sig Bo (226) og Torben (223+5). I finalen vandt Torben med 201-153 og kan dermed kalde sig klubmester for 3. gang i karraieren (og for anden gang på 3 år).

Ungdom
Ungdommens semifinale talte Camilla, Mia, Line og Lasse. Camilla gik sikkert videre til finalen efter 156+15. Mia var næstbedst i rene kegler (143), men Lasse fik finalepladsen i kraft af sit handicap fra placeringen i indledende runde (140+10). Line (123+5) blev også slået ud. I finalen vandt Camilla en meget tæt kamp med 177-176 over Lasse, og hun kan dermed kalde sig klubmester.

Klubmester for puslinge (ingen finale) blev Peter Severinsen.

I tre senior- og to ungdomsrækker blev der uddelt i alt 15 rækkepræmier. Tillykke til alle præmietagerne.

Ungdommens pokaler blev uddelt som følger:

Fiduspokalen blev tildelt Julie Bendsen, som i sæsonens ligakampe har høstet flest point.

Puslingepokalen blev tildelt Mayan Weber Bruun ("smilende Mayan") for flot sportslig fremgang og godt kammeratskab

Ærespokalen blev tildelt Julie Bendsen for flotte sportslige resultater i ind- og udland og god sportsånd.

 

TAK til Bruno, Preben og alle andre, som havde andel i et vellykket "afterparty" med pølser, drikkevarer og præmieoverrækkelser

Stenhuset afviklede tirsdag d. 19. marts 2019 sin årlige generalforsamling.

Klubbens ærespokaler blev uddelt som følger:
Ærespokal damer: Gik til Lone T. Thomsen for stor frivillig indsats for klubben, uovertruffet humør, flotte resultater og god holdånd.
Ærespokal herrer: Gik til Lars Møller Jensen for stor frivillig indsats som formand for Stenhuset i perioden 2008-2018.
Else pokalen: Gik til Svend Erik Kristensen for stor indsats som træner, initiativmand bag ungdomsafdelingen i Aars m.v.

Formandens og udvalgenes beretninger blev godkendt uden mange kommentarer.

Regnskabet såvel som budgettet blev godkendt.

Bestyrelsens forslag om ændring til bestemmelserne, således at kontingentbetaling pr. 1/4 2020 baseres på et pointsystem, blev vedtaget med 17 stemmer for og 9 imod. Således vedtager fremtidige generalforsamlinger et basiskontingent, samt satser for de forskellige rabattrin, som man kan opnå ved at yde en frivillig indsats i klubbens tjeneste.

Valg:
Bestyrelsen: Genvalg til kasserer Kirsten Larsen, ungdomsleder Per Høberg og seniorleder Henrik Klujeff. Alle blev valgt for to år.

Der var genvalg til revisor, revisorsuppleant, bestyrelsessuppleanter, ungdomsudvalg, festudvalg og internetudvalg.

I spilleudvalget var der genvalg til Carina Enevold Andersen og Morten Jacobsen. Per Dennis Nielsen blev valgt som nyt medlem efter at Stefan Schou Larsen takkede nej til genvalg.

Tak til dirigent Svend Erik Larsen og til alle fremmødte for en god generalforsamling og gode debatter i god tone.

Fem spillere fra Stenhuset var i denne weekend afsted til UDM i Grøndal. Her kommer et overblik over, hvordan de klarede sig.

Vi begynder med rækken for junior piger. Her scorede Julie Bendsen 1103 i indledende runde, hvilket bragte hende til kvartfinalen på en andenpladsen efter indledende runde. Mille Lindstrøm scorede 833, hvilket ikke rakte til en kvartfinaleplads.

I kvartfinalen skulle der atter spilles 6 serier, og her scorede Julie 946. Dermed dumpede hun ned på en samlet 3. plads, men med sikker margin på over 60 kegler til Karen Nielsen fra Sundby, som sluttede på den ærgerlige femteplads, som ikke gav semifinaleadgang. 

I semifinalen var Julie oppe imod Hanne Boros Antonsen fra Trekanten KIF. Julie vandt den første serie sikkert med 177-148 og efter anden serie, som Julie vandt sikkert 197-148, var der slet ingen tvivl tilbage. Julie var nu i guldfinalen, hvor modstanderen var Laura R Hartvigsen fra HUK 96. Her vandt Julie den første serie med 173-155, men kom så i problemer i anden serie, som hun tabte 129-146. Hun holdt dog lige akkurat skindet på næsen og vandt finalen med den smallest mulige margin: 302-301. STORT tillykke til Julie med det individuelle danske mesterskab

I doubledisciplinen stillede Julie og Mille op sammen, og her manglede de desværre 6 kegler for at sikre sig en bronzemedalje :-(

I rækken for Junior drenge blev Benjamin W. N. Jensen nummer 17 med 909, mens Lasse Kristiansen blev nummer 19 med 899. I double blev de to drenge nummer 8.

I rækken for ynglinge piger var Camilla Tranum tilbage efter en lang skadespause. Hun scorede 983 og blev nummer 10. 

Stenhuset ønsker Julie tillykke med GULDET og siger tak til turlederne Kjeld og Annette :-)

 

Stenhuset gik søndag videre i jydsk turnering.

Dagens absolut mest bemærkelsesværdige historie stod Gabi for, idet han præsterede en seriedifference på 214!!! Pga uheld på motorvejen kom Gabi for sent til start og scorede derfor 53 i første serie. Senere i kampen præsterede han 267.

Det blev til 8/12 point, hvilket rakte til videre avancement og dermed adgang til zonefinalen. Henrik Jensen præsterede 4/6 serier over par!

Godt spillet boys!

Stenhusets juletombola 2018 er udsolgt, og vi har mandag den 24. december 2018 udtrukket vinderne af hovedgevinsterne.

 

Resultatet af udtrækningen blev:

 

1. præmie: 200

2. præmie: 1000

3. præmie: 700

4. præmie: 300

5. præmie: 400

6. præmie: 600

7. præmie: 100

8. præmie: 800

9. præmie: 900 

10. præmie: 500

 

En video af udtrækningen kan ses her: https://youtu.be/yiTYIYneMnA.

 

Hvis du har vundet en af hovedpræmierne, kan afhentning aftales nærmere med klubbens kasserer Kirsten Larsen, der kan træffes på mobil 26 74 32 96.

Bowl'n Fun Viby ved Århus lagde lørdag d. 17/11 baner til de såkaldte vestmesterskaber for ungdom (jydsk-fynske mesterskaber). Stenhuset stillede til start med fire spillere, og de gjorde en ganske fornuftig figur. 

Mest iøjnefaldende var Julie Bendsen, der sikrede sig et yderst velfortjent mesterskab i rækken for junior piger. Julie scorede flotte 1160 i indledende runde, hvilket sikrede kvalifikation til kvartfinalen på en flot førsteplads. Også Mille Lindstrøm kvalificerede sig til kvartfinalen på en fjerdeplads med 1004. 
Med 696 på fire serier i kvartfinalen fastholdt Julie sin førsteplads, mens Mille med 680 lige akkurat sikrede sig den fjerdeplads, der gav adgang til semifinalen, Hendes margin til nærmeste forfølger var 11 kegler!

Qua placeringerne som nummer 1 og 4 skulle Julie og Mille mødes i semifinalen, og her viste Julie sig stærkest. Hun vandt i to serier 189-156 og 219-173. I finalen mødte Julie Mia Madsen fra HUK 96, og også her vandt Julie flot og sikkert i to serier 171-143 og 202-186. Stort tillykke til Julie med vestmesterskabet. Og tillykke til Mille med bronzen.

Mille og Julie kunne i øvrigt glæde sig over en flot GULDMEDALJE i double, hvor de vandt med 2165 kegler - 52 kegler foran nærmeste forfølgere. 

Der var flere medaljer til Stenhuset. Lukas Erik Nielsen vandt en flot sølvmedalje i double i rækken for mikropuslinge sammen med sønderjyske Tristan Noyé fra Bov IF. Lukas Erik scorede 541 og kvalificerede sig dermed også til den individuelle semifinale. Her vandt han en meget tæt kamp mod Gustav Johnsen fra Trekanten med en flot score på 234 på 2 serier. 

I finalen skulle Lukas Erik møde Christian L. B. Christensen fra Trekanten, og her måtte vores unge talent desværre bøje sig. Han tabte finalen 267-304 i to serier. Men Lukas Erik fik to flotte sølvmedaljer om halsen - en i double og en i single. 

I juniorernes drengerække havde Benjamin W.N. Jensen en offday og kvalificerede sig desværre ikke til kvartfinalen. 

Stort tillykke til Julie, Mille og Lukas Erik med medaljerne.  

Stenhusets herrehold i årets udgave af jydsk-fynsk turnering spillede sig sikkert videre til anden runde efter en imponerende god præstation i Hjørring Bowling Center. 

Stenhuset sluttede på førstepladsen med fire sejre i fem kampe. Kun HIK Bowling formåede at besejre Stenhuset.

Stenhusets hold bestod af Gabi, Bo, Daniel og Dion.

Tillykke til drengene med en rigtig god præstation.

Stenhusets Julie Bendsen vandt i weekenden det danske mesterskab for juniorer mix i Grøndalcentret i København. 

Julie stillede op sammen med en velspillende Emil Høstbo fra Pin-Crackers (København). I indledende scorede de to til sammen 2236, hvilket rakte til en foreløbig førsteplads i den indledende kvalifikation. 

I semifinalen (4 serier) talte den indlednede score med, og dermed kunne Julie og Emil reelt slappe en smule af. De blev kun fjerdebedste mixhold i semifinalen, men fastholdt alligevel førstepladsen med en margin på 124 kegler i kraft af det gode indledende resultat. 

I finalen skulle Julie og Emil op imod Nicolas Carter (Haslev) og Mia Madsen (HUK 96). Finalen blev spillet over to serier. Julie og Emil gav sig selv et rigtig godt udgangspunkt med en sikker sejr på 367-283 i første serie, og så betød det ikke noget, at anden serie blev tabt 299-335. Julie og Emil vandt samlet 666-618 og kan nu kalde sig danske mestre i mix. Stenhuset ønsker stort tillykke.

Der var også andre spillere fra Stenhuset med i mesterskabet. 

I juniorrækken blev Mille Lindstrøm og Benjamin W.N. Jensen nummer 13 med 1666. Det blev aldrig lige deres mesterskab! I ynglingerækken sluttede Camilla Tranum og Niklas J. Sørensen på 8. pladsen med 2028 og fik dermed ikke adgang til semifinalen.

Mika Guldbæk blev i forbindelse med ungdoms-ranking finalen 2018 hædret med titlen som årets ungdomsatlet i Danmarks Bowling Forbund. 

Stenhuset havde indstillet Mika til hæderen og æren med nedenstående begrundelse.

Stenhuset ønsker et kæmpestort tillykke til Mika med den velfortjente hæder.

Indstilling af Mika Guldbæk, Stenhuset, til titlen som årets ungdomsatlet 2018.

I mange år har årets modtager været en dygtig bowlingatlet, og I mange år har hun hørt til på den øverste hylde i blandt ungdomsbowlere. Men især i år har årets modtager præsteret på et uhørt højt niveau og skabt nogle utrolige og imponerende resultater.

Årets modtager har i det seneste år vundet et hav af medaljer, og vandt blandt andet guld i single og sølv i double ved UDM i Odense. Også ved en række seniormesterskaber er det blevet til flotte medaljer, hvor hun vandt bronze ved både DM trio og DM single. Samtidigt var hun også en stor del af det dameligahold der i maj 2018 sikrede Stenhuset det første danske mesterskaber for 6 mandshold i 20 år. Årets ungdomsatlet fik også i december 2017 debut på det danske senior landshold hvor hun gjorde en god figur ved VM i Las Vegas, USA.

Hendes absolut største præstation kom dog i påsken ved EYC på hjemmebane i Løvvang, hvor hun igennem en hel uge og fem discipliner viste sig som en af Europas absolut bedste ungdomsbowlere. Det blev til en 9. plads i single, bronze i double, bronze i team, sølv i All Event og slutteligt guld og titlen som ungdoms europamester I Masters.

Årets modtager er ikke alene en dygtig bowlingatlet, men er også utrolig vellidt i blandt alle i hendes omgangskreds. På hendes hold er hun altid flittig til at hjælpe sine medspillere og deler gerne ud af hendes store viden og kompetencer inden for sporten. Også på talentcenter Nordjylland har årets modtager været en fornøjelse at arbejde sammen med, og jeg er sikker på at alle omkring hende kan nikke genkendende til at hun næsten altid er en sød og smilende ung kvinde.

På baggrund af ovenstående, indstiller jeg hermed Mika Guldbæk til titlen som årets ungdomsatlet.

Med venlig hilsen
Bowlingklubben Stenhuset

Stenhusets nyeste medlem, Julie Bendsen, der ultimo maj 2018 skiftede fra Hjørring BC, har netop afsluttet en flot sæson med en sejr i rækken for junior piger i DBwFs ungdoms-ranking turnering.

Finalen foregik i Odense Bowlinghal. Til rankingfinalen kvalificerer sig de spillere, som i sæsonens fem ungdoms-ranking stævner har klaret sig bedst. 
Læs mere her: http://bowlingsport.dk/om-ungdomsbowling/ranking-ungdom/

Efter en spillemæssigt rigtig flot weekend vandt Julie finalen med samlet 359-278 over Mia Madsen fra HUK 96.

Stenhuset ønsker Julie et stort tillykke med sejren

Underkategorier