I den forgangne weekend blev sæsonens sidste ungdoms-ranking stævne afviklet i Køge Bowling Center. Dermed er der spillet i alt 8 stævner i denne sæson, og de fem bedste resultater tæller til DBwFs ranglisteturnering.

I juniorernes drengerække har Kim Knudsen kvalificeret sig blandt de otte spillere, som skal kæmpe om førstepladsen i den præstigefyldte turnering. Rikke N. Johansen har, i juniorernes pigerække, ligeledes kvalificeret sig. Endelig har hendes storesøster, Stine N. Johansen, kvalificeret sig til finalen for ynglinge piger.

Vi ønsker de tre spillere held og lykke med finalerne.

Stenhusets Andreas Ydesen har haft en turbulent sæson med udenbys skole og spillemæssig krise, men meget tyder på, at den talentfulde spiller nu er på vej tilbage til topniveau. I weekendens ottende og sidste ungdoms-ranking stævne i Køge Bowling Center var Andreas meget tæt på at sejre i drengenes B-række, men måtte bøje sig efter en nervepirrende finale.

I de indledende runder scorede Andreas 1139 - et resultat der blev grundlagt på fem flotte serier og en enkelt kikser i femte serie. Dermed var kvalifikationen til semifinalerne sikret, og her leverede Andreas det kan kan kalde en "elevatorpræstation". Første serie sluttede på beskedne 146, men i anden serie scorede han 210. Så blev det en jævn serie på 176, inden han i sidste serie scorede formidable 242.

I finalen vandt Andreas først 2-1 over Jonas Rask Andersen, endda efter at have tabt den første serie. Det lykkedes dog at komme stærkt igen. Modstanderen i den endelige finale blev så Andreas Rex Lauriutsen. Her tabte Andreas den første serie, men vandt siden den anden. I tredje serie blev det til et knebent nederlag, og så måtte Andreas Ydesen desværre "nøjes" med andenpladsen, hvilket dog er et meget flot resultat. Stort tillykke til Andreas!  

Der var desværre ikke så mange andre spillere fra Stenhuset, der gjorde væsen af sig i stævnet. Her følger nogle udvalgte resultater;

Jeremy A. Christensen (1090)

Kim Knudsen (1072)

Stine N. Johansen (1000)

Rikke N. Johansen (956)

Mika Guldbæk (865)

Karina Kristensen (839)

Sabina K. Johansen (826)

Marcus Kristoffersen (727)

 

Jydsk Bowling Union har netop udtaget det unionshold, der i weekenden d. 12.-13. juni 2010 skal spille mod de tre øvrige unioner (København, Fyn og Sjælland) under unionskampen i Odense Bowlinghal. Unionsholdet består af 18 spillere (3 i hver kategori: puslinge, juniorer og ynglinge hhv. drenge og piger). Stenhusets spillere udgør således en tredjedel af holdet, hvilket må siges at være meget bemærkelsesværdigt.

Følgende spillere er udtaget:

Mika Guldbæk (puslinge piger)

Emma K. M. Jensen (puslinge piger)

Jeremy A. Christensen (puslinge drenge)

Rikke N. Johansen (junior piger)

Kim Knudsen (junior drenge)

Stine N. Johansen (ynglinge piger)

 

Stenhuset ønsker alle spillerne tillykke med udtagelsen, samt god vind med unionskampen i Odense. Der er efterhånden en årelang tradition for jysk sejr i denne kamp :-)

Løvvang Bowling Center lagde i weekenden d. 30. april og 1. maj baner til de danske ungdomsmesterskaber for puslinge og juniorer. Over 100 bowlere fra hele Danmark havde trodset den store konfirmationsweekend og lagt vejen til Nørresundby for at konkurrere på bowlingbanerne. Stenhuset var også pænt repræsenteret i mesterskabet, og det blev til en del flotte resultater.

Stenhusets Rikke N. Johansen imponerede endnu en gang alt og alle, da hun blev dobbelt dansk mester. I double disciplinen, som var afgjort efter de indledende runder, holdt det dog hårdt med guldmedaljen. Rikke stillede op sammen med Cecilie R. Simonsen fra BK Ribe, og de to piger scorede til sammen 2163 kegler (heraf 1129 til Rikke). Dette var 9 kegler bedre end det sølvvindende par fra Stars and Strikes Horsens.

Rikke gik videre til semifinalen på førstepladsen, og med 1121 i semifinalen holdt hun sikkert fast i denne placering. Efter fire spændende kampe i trinfinalen trådte Rikke således først ind på sidste trin (guldfinalen), og her vandt hun en sikker sejr i to serier over Pernille F. Nielsen fra Pin-Crackers. Første serie vandt Rikke med 170-155, mens anden serie blev vundet så klart som 210-183. Der var sågar plads til at smile over en miss i 10. rude. Stort tillykke til Rikke med det dobbelte danske mesterskab!

Kim Knudsen kom via et par gode "wildcards" også med frem i de individuelle finaler. I indledende runde scorede Kim 1113, hvilket rakte til en sølvmedalje i double sammen med Oliver Hansen fra Trekanten. Kim gik videre til den individuelle semifinale på 7. pladsen, og i løbet af de seks serier fik han spillet sig op på den adgangsgivende sjetteplads med en margin på blot én enkelt kegle. Første modstander i trinfinalen blev Jakob Kvistholm fra Viking, og selvom Kim var i store problemer, så vandt han en uskøn kamp med 157-146.

I den næste serie i trinfinalen slog Kim endnu en Viking-spiller ud, nemlig Marcus Bergendorff. Denne serie vandt Kim 209-157. Nu skulle Kim blot vinde en serie til for at sikre sig medalje, men dette lykkedes desværre ikke. Kim tabte med 169-178 til Mikkel B. Malesa.

Hos puslingene var der hele tre spillere, der bragte sig selv i fokus, nemlig Jeremy A. Christensen, Mika Guldbæk og Emma K. M. Jensen. Med 984 i indledende runde sikrede Jeremy sig en flot guldmedalje og dermed et dansk mesterskab i double sammen med Patrik Jannik Sørensen fra KBK/Kammeraterne. De to drenge vandt med en margin på 70 kegler foran de nærmeste forfølgere. Jeremy kvalificerede sig via semifinalen til den individuelle trinfinale på en fjerdeplads, og dermed var der mulighed for medaljer.

Jeremys første modstander blev Jesper Jensen fra Grindsted BK. Denne kamp vandt Jeremy sikkert med 182-148. Næste modstander var Alex Pedersen fra Trekanten, og i denne serie lagde Jeremy ud som lyn og torden. Stenhusets unge stortalent vandt serien med 213-186. Dermed var som minimum en bronzemedalje i hus. Herefter kunne Jeremy dog intet stille op mod Patrik Jannik Sørensen, der vandt den indbyrdes kamp med 200-138. Dermed kunne Jeremy glæde sig over en guldmedalje i double, samt en individuel bronzemedalje.

I pigerækken var der allerede efter indledende runde to medaljer i hus til Stenhuset. Mika Guldbæk spillede med 970 en rigtig flot indledende runde, og sammen med Mette Hald fra Stars & Strikes vandt hun sølv i double. På bronzepladsen fik vi Emma K. M. Jensen, der spillede sammen med Christine Hansen fra Hjørring BC.

I den individuelle trinfinale skulle Emma først op imod sin egen makker, Christine Hansen. Her spillede Emma en fremragende kamp, som hun vandt 171-158. Derefter måtte hun desværre trække sig efter en spændende serie mod Mette Hald, som hun tabte 129-147. Mika Guldbæk trådte ind på næstsidste trin, og var uheldig at tabe knebent til den senere sølvvinder, Charmaine Wrisberg fra SISU. Dermed fik Mika individuel bronze.

Dermed blev der sat punktum for en spændende DM-weekend i Løvvang. Det var i øvrigt en weekend, der blev indledt af et besøg af Kurt Bennetsen fra Spar Nord Fonden, der tildelte et legat på 8000 kroner til Stenhusets ungdomsafdeling. I sandhed en god weekend. UDM pus/jun 2010

 

Det lykkedes desværre ikke for Stenhuset at genvinde landsjuniorturneringen, da afslutningen i det danske holdmesterskab for 4-mandshold blev afviklet i World Cup Hallen i Rødovre. Spillere, holdledere og tilskuere fik dog spænding for alle pengene, hvilket startede allerede lørdag eftermiddag.

Før tredje og sidste runde i landsjuniorturneringen lå Stenhuset point ét point efter Trekanten, og opgaven i lørdagens 7 kampe var derfor at hente flere point end koldingenserne. Allerede i den første kamp hed modstanderen netop Trekanten, og her lykkedes det faktisk for Stenhuset at vinde ganske overbevisende med 793-700. I de efterfølgende kampe blev det til forholdsvis klare sejre over NBC, SISU og KBK/Kammeraterne, og dermed var der udsigt til, at førstepladsen kunne forsvares, selvom Trekanten også viste stor styrke i deres efterfølgende kampe.

I den tredjesidste kamp viste Stenhuset enorm styrke og vandt stort med 801-573 over Grindsted BK, og holdet virkede nu urørligt. Men så faldt niveauet desværre betragteligt i den efterfølgende kamp, som blev tabt marginalt med 670-672 til Smut. Dette fejltrin benyttede Trekanten til atter at overhale Stenhuset, og så hjalp det ikke, at Stenhuset i den sidste kamp vandt klart over Haslev BK.

Stenhuset var nu kvalificeret til trinfinalen, hvor der spilles kampe af 2 serier. Først skulle nummer 3 og 4 fra grundspillet mødes, og ger vandt SISU med 1389-1296 over Smut. Stenhuset skulle således op mod SISU i en kamp, som skulle vindes, hvis ikke det skulle ende med bronzemedaljer. SISU vandt den første serie, som var meget tæt og ganske velspillet, med 727-725, men i den anden serie var det heldigvis Stenhuset, der tog teten. Det lykkedes for vores hold at vinde den anden serie 699-688, og således vandt Stenhuset kampen med marginale 9 kegler.

I finalen ventede nu Trekanten, og her skulle Stenhuset have fundet sit bedste spil frem. Den første serie blev tabt 719-753, og selvom spillet var hæderligt, så var det ikke helt oppe på det niveau, som vi ved, at vores hold kan levere. I anden og sidste serie gjorde Stenhuset alt, hvad der var muligt, for at indhente det tabte. Det lykkedes da også at vinde den sidste serie med 722-717, men dette rakte desværre ikke. Stenhusets hold, som bestod af Jeremy, Rikke, Kim, Karina og Mika, fik sølvmedaljer i årets turnering.

Stenhusets ynglingehold hentede 3 sejre i lørdagens rundekampe, og dermed sluttede holdet på den forventede femteplads i landsynglingeturneringen. Dette placering blev flot forsvaret i søndagens placeringsslutspil, hvor vores hold opnåede 10 point. En afbudsramt sæson på ynglingeholdet må derfor siges at være godkendt. Holdet bestod af Martin Baun, tilbagevendte Andreas Ydesen, Stine N. Johansen og Erik K. M. Jensen.

Stenhusets juniorhold genvandt i dag landspokalturneringen efter en suveræn sejr på 14-4 over Ravnsborg fra Køge. Finalen blev spillet i World Cup Hallen i Rødovre. Stenhuset fik den bedst tænkelige start på finalen, og kom allerede efter første serie foran med 6-0 - og dette selvom spillet ikke for alvor flød. I anden serie blev spillet ikke meget bedre, men Stenhuset vandt serien 4-2, og dermed var kampen allerede afgjort. I den sidste serie scorede Kim Knudsen 211 og Karina Kristensen 204, hvilket udløste yderligere 4 point. Dermed vandt Stenhuset 14-4 med keglescoren 1507-1234. STORT tillykke til holdet, der bestod af Daniel G. Nielsen, Kim Knudsen, Rikke N. Johansen og Karina Kristensen.

Stenhusets puslinge, der i 2009 vandt landspokalturneringen, måtte i år "nøjes" med sølvmedaljer efter en tæt og spændende finale mod SISU. Stenhuset kom ellers godt fra start. Mika Guldbæk scorede flotte 174 i den første serie, hvilket desværre ikke var nok til at vinde. Jeremy Christensen vandt derimod sin første serie med 191. Efter anden serie var der derimod grund til optimisme, idet alle Stenhusets spillere vandt deres serier. Således førte Stenhuset 8-4 inden den sidste serie. Her skete imidlertid det eneste, der ikke måtte ske: Alle spillere tabte. SISUs spillere gjorde det rigtig godt i den sidste serie, og dermed vandt københavnerne samlet med 10-8 (1460 - 1329). Stenhusets hold bestod af Laura Strauss, Emma K. M. Jensen, Jeremy A. Christensen og Mika Guldbæk.

Stort tillykke til spillerne med de flotte resultater. Det er en stor præstation at være i landspokalfinalen to år i træk.

En god håndfuld spillere var i weekenden i Rødovre for at spille om de danske mesterskaber i single og double for ynglinge. Stine N. Johansen, der netop har været med landsholdet i Frankrig, var på forhånd blandt de største favoritter til at blande sig i medaljestriden.

Man må sige, at Stine levede op til favoritværdigheden i indledende runde. Med et flot resultat på 1234 lagde hun sig på en sikker førsteplads og kvalificerede sig dermed til semifinalen. Stine var den eneste pige, som opnåede et resultat over 1200, og dermed lignede det en formsag for Stine at spille sig gennem semifinalen (12 spillere) til trinfinalen, hvortil de seks bedste spillere kvalificerede sig.

I semifinalen kom Stine imidlertid i modvind, og opnåede "kun" 1094 kegler. kvalifikationen til trinfinalen var aldrig i fare, men i det meget tætte felt dumpede Stine fra første- til femtepladsen, og vejen ind i medaljerækken var pludselig lang og fyldt med forhindringer. Den første forhindring i trinfinalen var nummer 6 efter indledende runde og semifinalerne, nemlig Pernille Øager Christensen fra Center. Her tabte Stine desværre klart med cifrene 151-201.

Det blev til gengæld til en bronzemedalje til Stine i double, hvor hun sammen med Maria F. Pedersen fra Grindsted BK scorede 2317 point. Også her var der tæt løb om medaljerne. Sølvmedaljen til Louise Jørgensen (Trekanten) og Louise Andersen med 2323, sølle seks kegler mere end Stine og Maria. Og fra sølv til guldpladsen var der såmænd kun 20 kegler.

Stenhuset havde ikke yderligere spillere i finalespillet, men på www.spilbowling.dk kan du finde et link til mesterskabssiden, hvor du kan se alle resultaterne, som blev opnået af Stenhusets spillere.

Tillykke til Stine med bronzemedaljen

For andet år i træk har såvel Stenhusets juniorer som puslinge skaffet sig adgang til landspokalfinalerne. Bowl'n Fun i Viby dannede rammen om de indledende runder, hvor forsvaret af sidste års guldmedaljer i landspokalen skulle indledes. Man må sige, at Stenhuset gjorde en fremragende figur.

Puslingeholdet indledte med at slå Trekanten og BK Ribe ud af turneringen, og endda ganske sikkert. I finalen skulle holdet op imod NIF fra Nordlangeland, og det kunne godt skræmme lidt, at holdet bestod af nogle "store gutter" i forhold til vores hold, som bestod af Mika, Laura, Jeremy og Emma. Formatet i landspokalen er i år lavet om, således at der nu spilles på samme måde som i Løvvangs halturnering. Efter den første serie var Stenhuset bagud 2-4, og modstanderne så ud til at være gode. Men i anden serie spillede Jeremy uafgjort med sin modstander, mens både Mika og Emma vandt efter flotte serier. Dermed vandt Stenhuset 5-1 i denne serie, og var dermed foran 7-5 inden sidste serie.

I sidste serie imponerede Jeremy alt og alle med 258, og da også Emma vandt sin serie, selvom hun var bagud hele vejen, vandt Stenhuset kampen med 11-7.

Stenhusets juniorer havde visse vanskeligheder undervejs i kvalifikationen. Første modstander, som blev slået ud var Grindsted BK, og dermed var holdet allerede fremme i zonefinalen, eftersom vi slap uden om første runde. Finalen mod Trekanten startede rigtig skidt for Stenhuset, og spillet fungerede ikke rigtig i den første serie. Stenhuset kom bagud 2-4, men fik heldigvis bedre styre på spillet i anden serie, som vi vandt 4-2. Dermed var intet afgjort før den sidste serie, og her trak Stenhuset heldigvis det længste strå. Både Kim og Karina spillede rigtig godt i sidste serie, og dermed vandt Stenhuset 10-8 i kampen mod Trekanten, der også er vores nærmeste konkurrenter i landsjuniorturneringen.

Stenhuset ynglinge røg desværre ud af turneringen allerede i første runde - spillet fungerede desværre slet ikke for holdet.

Ungseniorholdet derimod gjorde en rigtig god figur. Den første kamp mod Brasilia var en rigtig gyser. Charlotte tabte en serie på 220, og Kristian Jørgensen tabte en vanvittig serie med 235-236. Alligevel trak Stenhuset sig sejrrigt ud af kampen (10-8), hvilket var en meget flot holdpræstation. Næste modstander var Trekanten, hvor Stenhuset desværre tabte 8-10, selvom vi lavede 50 kegler mere end vores modstandere fra Trekanten. Holdet spillede dog med over 200 i snit, og kan være meget tilfredse med præstationen.

Nu ser vi frem mod landspokalfinalerne i Rødovre i slutningen af April - stort tillykke til Stenhusets puslinge- og juniorhold med kvalifikationen.

Blot en uge efter sit bemærkelsesværdige dobbelte jyske mesterskab og rekordscore på 1452 - kulminationen på en fantastisk sæson for Rikke Nørgaard Johansen - er hun blevet inviteret med til bruttolandsholdssamling for pigerne. Lørdag d. 6. februar var Rikke således med for at snuse lidt til landsholdet, da landstræner Michael Bai Ernst samlede holdet i Odense Bowlinghal.

Rikke havde en god oplevelse i Odense, og gik uimponeret til værks. F.eks. skulle der spilles en lille konkurrence mellem pigerne, som Rikke vandt! Godt gået må man sige.

Inden for overskuelig fremtid skal de fire spillere udtages, som skal repræsentere Danmark og DBwF ved UEM i Frankrig i påsken. Stenhusets Heidi Bach Madsen og Stine Nørgaard Johansen er begge i truppen, og har mulighed for at blive udtaget til holdet. 13-årige Rikke Johansen må vente lidt i nu, før hun kan komme med til de internationale mesterskaber - men det er fantastisk at se, at hun allerede nu viser et meget højt niveau.

Stenhuset ønsker Stine og Heidi held og lykke med udtagelsen.

 

Løvvang Bowling Center lagde i weekenden d. 30.-31. januar 2010 baner til de jyske ungdomsmesterskaber i bowling. Trods det bidende kolde vintervejr havde en stor flok ungdomsspillere fra alle afkroge af Jylland fundet vej til Nørresundby for at konkurrere om mesterskaberne i single og double for puslinge, juniorer og ynglinge, hhv. drenge og piger.

Ved dette års mesterskab var der én spiller, der levere en præstation helt ud over det sædvanlige. Stenhusets Rikke Nørgaard Johansen leverede et resultat, som er uden historisk sidestykke i dansk bowlinghistorie. Det 13-årige kæmpetalent vandt det jyske mesterskab såvel individuelt som i double sammen med Cecilie R. Simonsen fra BK Ribe - men ironisk nok var det ikke det dobbelte jyske mesterskab, der var det mest imponerende; det var måden, det skete på. I lørdagens indledende runder scorede Rikke 1452 point på seks serier. Dette er et gennemsnit på 242 kegler pr. serie. Med resultatet slog Rikke ny jysk og dansk rekord for junior piger (13-15 år) på 2, 3, 4, 5 og 6 serier (amerikansk spillemåde). Resultatet rækker også til klart at slå ynglingerekorderne - og det skal bemærkes, at de gældende rekorder alle var sat af tidligere landsholdsprofiler. Og endelig rækker resultatet til at sætte nye klubrekorder for damer i Stenhuset på 3 serier (759), 4 serier (997), 5 serier (1213) og 6 serier (1452). Det skal bemærkes, at Stenhuset er en klub med 46 år på bagen, som har vundet det danske mesterskab hele 11 gange. Nu indehaves klubrekorderne altså af et 13-årigt stortalent.

Rikke Johansens jyske mesterskab kom i hus efter en score på 1231 i søndagens semifinale, og dermed gik hun videre til trinfinalen som nummer ét. Modstanderen i guldfinalen blev klubkammeraten Karina Kristensen, som også spillede et rigtig flot JM. Hun scorede 1077 i indledende runde og 1122 i semifinalen. På trinfinalens andet trin spillede Karina en fremragende serie mod Pernille Rasmussen fra Stars and Strikes Horsens, som hun vandt 223-183. Guldfinalen blev dog suverænt vundet af Rikke med seriescorerne 207-155 og 248-144. Dermed blev det jyske mesterskab for junior piger fuldstændig domineret af Stenhuset. Der var guld til Rikke Johansen, og dobbelt sølv til Karina Kristensen, idet det også blev til sølv i double sammen med Malene Frederiksen fra Grindsted BK.

Der var også andre medaljer at glæde sig over for Stenhuset i et ganske fremragende mesterskab. Et andet af klubbens store talenter er puslingespilleren Jeremy A. Christensen. Efter 1150 i indledende runde blev det til et fænomenalt resultat på 1205 i semifinalen, hvilket bl.a. rakte til en ny dansk rekord på 5 serier AM. Disse resultater placerede Jeremy på en flot førsteplads inden trinfinalen, hvor han trådte ind på det tredje og afgørende trin. Her blev modstanderen Patrick Sørensen fra århusianske KBK/Kammeraterne. Jeremy tabte den første serie med 143-187, men vandt så den anden med 210-167. Dermed skulle de to drenge ud i en tredje og afgørende serie, som desværre endte med århusianske sejr på 146-194. Jeremy fik dog en flot sølvmedalje, og i double blev det også til sølv sammen med netop Patrick Sørensen. Guldet gik til Benjamin Hansen (Stars and Strikes) og Alex Pedersen (Trekanten).

Også i puslingenes pigerække var der medaljer til Stenhuset. Emma K.M. Jensen vandt bronze individuelt, men fik guldmedalje i double sammen med klubkammeraten Mika Guldbæk. Emma scorede 879 i indledende runde og 839 i semifinalen. Dermed lå hun nummer tre inden trinfinalen, hvor hun lagde ud med at slå Maiken Lindrum fra SBwK med 132-113. Herefter tabte hun særdeles knebent til Mette Hald fra Stars and Strikes Horsens. I guldfinalen skulle Mette Hald så op imod Stenhusets Mika Guldbæk, der havde placeret sig på førstepladsen efter semifinalen. Hun havde scoret 915 i indledende og flotte 1030 i semifinalen. I trinfinalen tabte hun desværre til Mette Hald med cifrene 103-136, 152-133 og marginalt 145-149 i sidste og afgørende serie. Dermed blev det til sølv.

Stenhusets landsholdsaktuelle ynglingespiller, 16-årige Stine N. Johansen, blev jysk mester i double for ynglinge piger sammen med Maria Pedersen fra Grindsted BK. Stine scorede 1148 og Maria 1189 i indledende runde, hvilket sikrede de to piger guldmedaljerne. Efter 1122 i semifinalen sluttede Stine N. Johansen på fjerdepladsen, og fik dermed lige akkurat adgang til trinfinalen. Her spillede hun sig ind i medaljerækkerne ved at slå Nicole Rasmussen fra BK Pletten (Vejle) med 202-175 på finalens første trin. Herefter tabte hun desværre klart til Louise H. Jørgensen fra Trekanten (Kolding) med 158-241. Louise Jørgensen vandt i øvrigt det jyske mesterskab. Dermed blev status for Stine en guldmedalje i double og bronze individuelt. Også Stenhusets anden landsholdsspiller, Heidi Bach Madsen, spillede sig fra de indledende runder til semifinalen, men hun slap ikke videre til finalen.

I drengenes stærke ynglingerække var der også medaljer til Stenhuset. Her vandt Erik Kalmar Møller Jensen bronze i double sammen med Mikkel-Mathias Kristensen fra BK Viborg. De to drenge scorede 2461.

Vi slutter i juniorernes drengerække, hvor der også var medaljer til Stenhuset. Stortalentet Kim Knudsen scorede 1194 i indledende runde efter en svingende præstation, mens det i semifinalen blev mere stabilt - her scorede Kim 1216. Dette rakte til en andenplads efter semifinalen, og dermed trådte Kim ind på trinfinalens andet trin. Her tabte han til Trekantens Nichlas Christensen med 194-222. Dermed fik Kim en individuel bronzemedalje. I doubledisciplinen blev det til gengæld til en guldmedalje sammen med Oliver Hansen fra Trekanten. De to drenge havde en margin på 26 kegler til nærmeste forfølgere.

Dermed blev der sat punktum for et mesterskab, der i sandhed viste det store potentiale i Stenhusets ungdomsafdeling. Ud over de mange flotte præstationer med medaljer til følge skal vi heller ikke glemme spillere som f.eks. Jacob Kristensen, Nichlas Nielsen og Andreas Iversen, der fik deres mesterskabsdebut for puslinge med flotte resultater til følge. Der er grund til at ønske alle Stenhusets spillere stor tillykke med de mange flotte resultater. Naturligvis også et særligt tillykke til Rikke og Jeremy med de danske rekorder.

Se alle resultater fra mesterskabet på www.jbwu.dk

Stenhusets medaljetagere ved JM ungdom 2010