Sascha Wedel blev dobbelt dansk mester for ynglinge

I double blev det til guld sammen med Charlotte Bach Madsen, da Stenhusets guldpiger strøg til tops.

I weekenden d. 10.-11. maj dannede Odense Bowlinghal rammen om de danske ungdomsmesterskaber for ynglinge. Fra Stenhuset deltog ungdomslandsholdsspillerne Sascha Wedel, Charlotte Madsen, Heidi Madsen og vort nye medlem Lasse Thomsen, men også Kevin Magnussen og Sabrina Gaardbo Nielsen deltog.

For Sascha Wedel var det et klart mål at gå efter DM guldet, som hun endnu ikke havde hjemtaget som ynglingespiller. Denne weekend skulle dog vise sig at blive tidspunktet, hvor det lykkedes for Sascha.

I indledende runde, hvor det danske mesterskab i double skulle afgøres, spillede Sascha sammen med Charlotte Madsen. De fik en ret blød start, hvor spillet ikke for alvor kom til at flyde. Sascha måtte nøjes med to skuffende serier på 169 og 164, og så efter disse to serier ikke alt for lyst på de videre muligheder. Charlotte startede med to serier på 186 og 181. Hvad de to piger herefter blev enige om vides ikke, men i hvert fald kom der andre boller på suppen. Saschas serieforløb i de sidste to serier var 202, 233, 233 og 192, og dermed sluttede hun på 1193. Charlotte scorede 175, 179, 226, 166 og totalt 1113. Dette rakte til en førsteplads i double, næsten 100 kegler foran Randi Christensen fra BBKL og Betina Krawiec fra Nakskov, der vandt sølv.
Sascha kvalificerede sig til semifinalerne som nummer 1, mens Charlotte blev nummer 3. Også Heidi Bach Madsen kom med 1054 videre til semifinalen som nummer 11. Sabrina scorede 841.

I semifinalen fortsatte Sascha det gode spil og gik målrettet efter trinfinalen, og denne gang kneb det ikke med at komme ud af starthullerne. Se blot dette serieforløb: 233, 246, 199, 214, 204, 205. Dermed forsvarede hun sin førsteplads og udbyggede endda forspringet ned til den nærmeste forfølger til hele 230 kegler. Charlotte scorede 1098 i semifinalen og dumpede dermed ned på 5. pladsen, som dog også gav adgang til trinfinalen. Heidi scorede 1072 i semifinalen og sluttede som nummer 11.

I trinfinalen lagde Charlotte ud med en flot kamp mod nr. 6 Pernille Kristensen, som blev besejret 200-185. Herefter tabte hun dog 166-202 til Betina Krawiec, og dermed sluttede Charlotte som nummer 5 i UDM ynglinge 2008. Betina Krawiec slog efterfølgende Malene Køhler fra Viborg, hvorefter hun tabte til Randi Christensen fra Brønderslev. Dermed blev guldfinalen et rent nordjysk opgør – og den finale, som Sascha har prøvet at tabe et par gange, endte denne gang med en sejr. Den første serie i finalen blev vundet 208-189, og den sidste så snævert som 167-166. Dermed satte Sascha den perfekte finish på et flot DM, hvor hun fik to guldmedaljer om halsen.

Hos drengene var Kevin Magnussen med helt fremme i forreste række. I indledende runde scorede han flotte 1199, mens Lasse Thomsen med 1121 akkurat ikke slap med i semifinalen. I semifinalen dumpede Kevin ganske vist ned på 11. pladsen efter 1093, men det kunne ikke pille ved en flot præstation. Drengenes mesterskab blev ikke overraskende vundet af Thomas Larsen fra Skive.

Stort tillykke til Sascha og Charlotte med guld i deres sidste ungdomsmesterskab sammen, og naturligvis også stort tillykke til Sascha med den perfekte finish på hendes karriere som ungdomsspiller.

Alle resultater fra stævnet kan ses på www.bowlingonline.dk

Template Design Ext-joom.com